Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Emil Hannover: Arnold Böcklin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Glemselens dybe Vande til Fredens evige Hjem, høres i den store
Lydløshed. Langsomt glider Baaden frem mod Øens stejle
Klippemure, der fortil aabner sig paa vid Gab og lader til Syne en
skyggefuld Have af ældgamle Cypresser. Fraregnet Roerkarlen
er intet Liv at øjne. Op i Baaden, foran Kisten, som den bærer,
staar den hvide Død med Hovedet vendt mod sit Rige. Snart
vil Baaden lande; den Døde vil stedes til Hvile i et af de mørke,
iskolde Gravkamre, der ses overalt i Klippen, og alt vil atter
blive tyst, — til Baaden igen bliver løst og gaar Bud med
Døden om Bord. —
I et Billed som dette, saavel som i „Villaen ved Havet“ og
,Offerlundene“ er Naturstemningen skildret med landskabelige og
arkitektoniske Former og en underordnet figurlig Staffage. Men
der er en stor Gruppe Arbejder af Böcklin, i hvilke det landskabelige
Motiv er underordnet, og Naturstemningen hovedsagelig udtrykt
ved Fremstillinger af panteistiske Væsener. Foruden flere af
Pan-Billederne er „Ein Spiel der Wellen* (Munchens nye Pinakotek)
og „Meeresidylle* (det Schackske Galleri) de betydeligste Eksempler
paa saadanne Billeder. I „Ein Spiel der Wellen“ har den friske,
jublende Stemning over det bølgende, mørkeblaa Hav faaet Udtryk
i en lystig Scene mellem Havets fantastiske Beboere: Søuhyrer og
Havmænd, der forfølger Nereiderne. I „Meeresidylle* er derimod
skildret den frembrydende Uvejrsstemning over Søen. Paa en
Klippeblok, over hvilken bragende bryder sig Bølgerne, sidder en
haaret Havmand, der blæser paa en Konkylie et Akkompagnement
tö Stormens vilde Hyl. Ved hans Side ligger dovent slængt paa
Ryggen en af Havets Døtre, der kærtegner et mægtigt Uhyre,
hvis mønstrede, gule og grønne Slangekrop bugter sig i det dybt
blaa Vand. Hun killer Dyret i Bringen, og det pruster af Velvære
under hendes Berøring. Forelsket strækker det sin skæggede,
kølige Snude op mod hendes vellyst-smilende Mund, og med
sælsomt rædselsvækkende Ømhed tilkaster hun Uhyret et Blik fra
sine store, natsorte Øjne, der er uudgrundelige og bundløse som
det Hav og det Dyb, hun tilhører. Der er ildrøde Alger om hendes
kolde Lemmer og filtret Tang i hendes mørke Haar; der er
hvid-grønt Skum paa hendes blodløse Læber, og Bølgens Smidighed
er i hendes kælne Krop.
Af alle de mange Variationer, som Böcklin har malet over
Æmnet i dette Billed, er „Meeresidylle* uden Sammenligning den
bedste. Den er malet paa en Tid, hvor han havde opnaaet et
Tilskueren. 1892. 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
