Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. phil. Ad. Hansen: Engelske Sonetter indtil Milton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Form de tre selvstændige Kvartetter efterfulgte af en Kuplet, den
samme Form, som Surrey hyppigst anvendte; og denne Form faar
Stempel og Autoritet som særlig engelsk ved at benyttes af
Shakespeare i hans halvandet hundrede Sonetter1).
Den skotske Digter William Drummond til Hawthornden
- der, ligesom sin ældre samtidige Landsmand William Alexander,
skrev paa rent Engelsk — søgte atter at give Sonetten noget af
den italienske Form ved at drage de to første Kvartetter sammen
i ét Rimsystem, medens han dog ligesom sine umiddelbare
Forgængere, endte Digtet med en Kvartet og Kuplet.
En væsentlig Forandring indtraadte først, da Milton fik Tag
i Formen. Han gik paany til Kilden, kyndig som han var i
italiensk Literatur, og tog Formen op, som han fandt den dér.
Han opgav Slutnings-Kupletten og tømrede sine Sonetter helt efter
italiensk Mønster i ydre Henseende, medens han afveg fra det i
indre Henseende ved at lade Tanke og Stemning strømme i én
Bølgemasse uhindret fra Oktaven over i Sekstetten.
Efter Miltons Tid var Sonetformen længe ubenyttet i engelsk
Literatur. Den optages først for Alvor igen ved vort Aarhundredes
Begyndelse og har holdt sig lige indtil vore Dage som et stærkt
benyttet poetisk Vehikel. Imidlertid er det at spore i den frie
Form, den faar hos mange af sine Benyttere, at den straks ved
sin Indførelse i England var bleven underkastet Modifikation, og
navnlig har selvfølgelig den Støbning, der blev stemplet af
Shake-speares Autoritet, haft betydelig Indflydelse paa senere Digteres
Behandling. I de sidste Decennier, vistnok især ved Dante
Gabriel Rossettis dybe Paa virkning, er den strængere italienske Form
atter ved at blive fast Norm.
II.
Efter Wyatts og Surreys Forsøg var der en lang Standsning
i den engelske Sonetdigtning. Men i de sidste Aartier af det
sekstende Aarhundrede og den nærmest følgende Tid brød den
atter frem og blomstrede op igen med sjælden Frodighed. Det
blev paa denne Tid næsten en Modesag at snirkle sine Følelser,
ægte eller uægte, ind i en Sonet. Og udspekulerede Sindrigheder
’) Undtagelser danne et Par af Daniels, bl. a. den første af de her
oversatte, der er helt Petrarchisk i Formen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
