Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. phil. Ad. Hansen: Engelske Sonetter indtil Milton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
manglede det ikke paa. En Digter (Constable) kalder saaledes den
Elskedes Øje det Spejl, hvori han ser sit Hjærte, og Digterens eget
Øje er det Vindue, gennem hvilket hun med sit Øje kan skue hans
Hjærte og i dette Hjærte se sig selv afmalet i blodige Farver.
Man forstaar, naar man læser slige Spidsfindigheder, at
Renæssancen er Fader til Rokokkoen.
Den Følelse, hine Digtere for Størstedelen besynge i deres
Sonetter er Kærligheden, saaledes som den spejlede sig i Tidens
fine og stærkt bevægede Temperament. Renæssancen opfattede
Kærligheden mere som det urobringende, det bittert-søde, det
jagende og plagende end som en Magt, der gav stille, varig
Lykke. For blot at tage et Par Eksempler fra Shakespeare: i
En Skærsommematsdrøm driver Kærligheden spottende Gæk med
de arme Menneskebørn; i Romeo og Julie løber dens Lidenskab
sin unge Pande mod Forholdenes Mur og knuses derved; i Som
man behager er dens sitrende Rastløshed og Spænding
sammentrængt i en Skikkelse som Hyrden Silvius: man beder ham sige,
hvad det er at elske, og han svarer:
Det er at være lutter Suk og Taarer,
at være lutter tro Hengivenhed;
det er at være lutter Sværmeri
og lutter Lidenskab og lutter Ønsker,
Tilbedelse og Lydighed og Ømhed,
og lutter Ydmyghed, Taalmodighed
og Utaalmodighed, og Hjærtensrenhed,
Opofrelse og trofast Tjæneste1).
Paa samme Maade er Æmnet for Tidens Sonetdigtere Kærlighedens
Uro, dens Skuffelser, Bitterheder, Sorger, — sjældnere dens Lyst
og rolige Lykke; eller de digte om Stemninger og Indtryk fra den
ydre Verden, farvede af denne Følelse paa Bunden af Sindet.
Tonen er saa vekslende hos de forskellige: den kan være frisk
og-djærv, den kan være kunstlet og kold, skær og fin, let sanselig
eller stærkt sanselig malende, eller den kan være dybt og vildsomt
lidenskabelig.
De fleste af Tidens Sonetter knyttedes af Forfatteren til et
fingeret Kvindenavn, der kunde dække over en bestemt Person:
Sidney synger om Stella, Drayton om Idea, Daniel om Delia (der
ser ud som et forkortet Anagram af hans eget Navn), William
’) Lembckes Oversættelse, Akt 5, Sc. 2; se endvidere Akt 2, Sc. 4.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
