Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. phil. Vald. Vedel: Norsk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der afdækkes her for os hele den Urgrund af mørkræd og
sælsomt vild Folketro, hvorfra saa megen Tyngsel og Uhygge er
vældet ud i den nynorske Digtning og en Stund næsten har taget
Sol og Himmel bort ogsaa for os hernede i Danmark. Her høre
de hjemme „den hvide Hest“ og „de lydløse, sorte Vinger", som
skimtes i al Ibsens Kunst; det kommer op herfra — alt det
knugende og ængstende, som kan hvile over Fru Skrams, Camilla
Collets, over Elsters og Kristoffer Jansons, nu og da Lies egen
Digtning; og det er herfra de store, tunge Slagskygger falder ind
selv over Björnsons solglade Sangervej. Ogsaa saa meget i Griegs
og Ole Olsens Musik faar sin Baggrund i denne Naturs Trolde.
Ti op af det sorte Hav, ud fra alle Fjældenes Skygger
og ned oppe fra Midnatssolens Land — dér lurer Rædslen og
liste Spøgelserne frem: onde Fristelser, mørke Magter, manende
Samvittighedsgru. „Jo i Sjoholmene" har oppe hos Finnerne lært
sig den ny Baadfa^on, men har maattet love Draugen hver 7de
Baad, han bygger, og nu kommer om Natten de druknede op fra
Havet til ham — Baadlag efter Baadlag, i drivende Klæder, med
tomme Øjenhuler og forbidte i Mundvigen. Eller, bedst som han
sejler, slappe Sejlene af, og han glider ind i Dødvande „Dér, midt
i Stillen, flød fuldt af raadne, vastrukne Baadplanker. Alle var
de éns skabt og tilbøjede, og alle var de sprukne og brudte, og
Slim og Grønske og Gørje og Styghed hang der ved dem. Døde
Hænder krabbede med de hvide Knoger op om Kanterne og kunde
ikke gribe fat. De strakte sig op over Vandet og sank igen". —
Et andet Sted er der en, som fisker efter sin druknede Broders
Lig for at faa det begravet i Kristenjord. Baaden bliver med ét
liggende urørlig, og „det blev saa underlig stilt, ikke Fugl i Luften,
ikke Liv i Sjøen. Med ét steg der op en stor Blære lige ud for
Kjejpen, og han hørte et tungt, svært Suk, da den brast".
Saa-danne Skræmmefantasier er det, som fødes deroppe af de dybe,
lumske Fjorde mellem Fjældene.
Der er Trold i selve Menneskene deroppe — de ligge i Sindet
som „urørlige Fjældstykker, lunefuldt Hav og ustyrligt Vejr". Der
kan være som haard Flint i deres Had og Nag (man huske
Bjørnsons første Fortællinger), og deres Selviskhed og Egenraadighed
kan være uvorn og ustyrlig som Fossen eller Havet. Lie fortæller
om Kokkepigen, den tykke store Gro med sit evige: „det er mæ“,
som sætter hele Huset paa den anden Ende, skaffer sig fat i alle
Stabursnøgler og faar skubbet selve Husmoderen til Side. Eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
