Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. phil. Vald. Vedel: Norsk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blinker og drager det, og ude om Fugleholmen, hvor ingen kan
komme i Land, staar uafladelig den hvide Skumvæg og det tordnende
Dragsug, og det glinser gennem Sørøgen, som laa der en stor
Guldring derovre, og i Solnedgangen „hildrer der sig undertiden
frem et Fartøj med Agterkastel og blinker i et gammeldags højt
Galleri". Om det Skær handler det nydeligeÆventyr:
„Andværs-Skarven", der er som spunden af Solnedgangsguld og
Sommernatten, og hvor blanke Dønninger glitre hen over Dybets Gaader.
Denne Slags Fantasier er maaske Bogens ejendommeligste
Poesi: noget fjærnt fagert „som langt, langt indover forgyldte
Skovtoppe"; et underlig fortryllet Vemod, som der kan ligge over
en Midsommernat ved en Fjord langt nordpaa; eller noget saa
forhekset dejligt, som naar Finpigen lægger det sorte Haar ind til
Jon, og „hun blev saa fin og varm at stryge som Rypen, naar
den er frygtsom og Blodet banker." — Alt det milde og bløde
i Lies Gemyt giver sig her Luft. Det kan ogsaa blive til hyggeligt
Humor, naar han skildrer de dumme, godlidende Jetter, eller med
hjemlig Velkendthed fortæller om Køkken og Krambod. Kostelig
er det diskrete Lune i Fortællingen: Slærka og Ladda.
Den egentlig djærve, brede Folkekomik og Folkefantasi skorter
det derimod Lie paa, og det turde være den væsentligste
Indvending mod disse Æventyr, at den friske, robuste Naivitet ikke
ret er naaet i dem. —
Det sidste Æventyr fortæller om det forbyttede Menneskebarn,
der vokser op i Troldenes Verden, — som naar en lille Plet Sol
ligger og ler paa Bunden af en sort Bjærgkløft. Jetterne lægge
Raad op mod det, men da de komme anstigende „seks Trold høj
og han, Slurk i Spidsen", saa „laa Menneskebarnet* dér saa lyst
og skært og smilte og legte og lallede" og rakte Armene op mod
dem, saa Troldene gabede paa det og stak Hovederne sammen
for at se, hvor vakkert og forstandigt Barnet lo til dem, og hvor
stærk og klar han var i Øjnene. Saadan vokser Barnet op mellem
Troldene og leger med de andre Unger, mod deres Vilje vinder
han alle, saa god og hjælpsom er han. Men en Dag, han drev
om i Storskoven, kom han helt ud i Ryddeland, hvor Solen lyste.
„Men da Gutten kendte den varme Sol, blev det saa underligt for
ham. Han syntes, at Verden med ét blev saa vakker og
mangfoldig dejligt farvet, og at han hørte til derude i Dagen. Videre
og videre gik han".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
