Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Dr. phil. Vald. Vedel: Norsk Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Derfor er Smærten her ogsaa andet og mere end den
forpinte, tørre Liden, som er alt det, moderne Nerver kan drive det
til. Her er det som et Dyr, der brøler. Brystet fyldes af onde,
uklare Smærter, der slider og vrider sig om hverandre „som
Slanger i en Ormegaard:“ og bagest, i det underjordiske af
Væsenet „sidder denne blytunge, farlige Angest, et Slags
hemmeligt, indestængt Vanvid, som svulmer, svulmer og har Lyst til
at brøle.*
Og den Dødsstemning, som hviler over Bogen, er ikke
Høstens trætte Bladefald i graa Luft; nej! det er en storslaaet
Uhygge, en Tilintetgørelsens store Dødsfest: „Over Verden skygger —
den store, sorte Fane — Døden rider sin lurvede Hest — alt det
levendes Bane* eller: „Det store Ligtog — gaar gennem Verden —
Mefisto synger, — som Klokker foran Færden.*
Og under denne Fortvivlelse, med dens trætte Galgenhumor
og kyniske Bitterhed — dér sér man en ulykkelig Sjæl, der længes
og tørster efter Kærlighed og Lykke. „Der er en Væg ude i min
Sjæl, al Tilværelsens Vinterkulde staar lige ind. Jeg sidder og
hakker Tænder af Kulde og Angest og beder til Guder, Djævle og
det evige Blaa efter en varm Haand at trykke, et varmt Øje at
se i.“ Det er et Hjem, som den aldrende Ungkarl søger og Dag og
Nat lader sin Fantasi kredse om. „Mit sjæleligt musikalske Øre
pines til Vanvid ved altid og evindelig at høre denne ene, tynde,
unisone Melodi gennem Tilværelsens Ørkenluft*. Han vilde have
et Væsen om sig, der interesserede sig for ham, ventede ham
hjemme og skændte, naar han ikke kom. Hjemmet vinker ham,
.som et oplyst Vindu i Vinternatten lokker og fortryller den
ensomme, halvforkomne Vandringsmand.*
Men han er fordømt til Cellefængsel. Han kan ikke naa
over til de andre Mennesker. Hans Kærlighed er syg; Sjæl og
Sanser ere vel fangne, men inderst inde sidder Bevidstheden kold
og spotsk og uberørt, — og den analyserer alt itu.
Denne Ensomhedsfølelse klinger som en Grundstreng igennem
hele Bogen saa vedholdende og absolut, at det er rent ud forfærdende.
Er virkelig alle tænkende Mennesker saa ene? Det hedder i
Anledning af Dr. Kvaales Selvmord: „Og naar en Mand som han
ligger under for sligt, da standser man og bliver ræd — som foran
noget skæbnesvangert. Det betyder, at inderst inde bag disse
Gardiner sidder en ensom Menneskesjæl, halvgal af Angest og Gru,
svimmel ved at stirre ned i det evige Mørke*. Men man kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
