Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
denne Eksaltation; nu, i 1813, ydmygede han den1) og skikkede
den, med et Suk, i Galgen! — Paa det kgl. Teater spillede denne
Gang Hr. Zangenberg Rollen. Hr. Z. gav: den blonde, djærve
Helt, som slaas for at slaa; men Hagbarth er: den mørke, sydende
Helt, der slaas af Sværmeri, for Sindsbevægelsens Skyld, af Længsel
efter overjordisk Lyst! Lige saadan var Hr. Z. den brave, trofaste,
støtte Elsker; men Hagbarths Elskov er den overspændte, den
grænseløse, den selvopgivende, — det skal hans Fremstiller gøre os troligt:
at Hagbarth tusend Gange heller vil dø den forsmædeligste Død,
end at han (som dog Signe beder ham om!) skulde sønderbryde
en Lok af Signes Haar. For Resten . . . selv om Hr. Z. havde
villet spille den eksalterede Helt og Elsker, han havde dog ikke
kunnet det! Ingen nulevende dansk Skuespiller kan det!
Saavel Hagbarth- som Signe-Typen kræver hos deres
Fremstillere fysiske Særegenheder: særegent Blik, særegent Fysiognomi,
særegen Stemmeklang, dertil særegen Plastik. Hagbarth-Skuespillere
maa desuden have i sig noget af den Begejstring, af det Fyr- og
Flamme-Temperament, som kun plejer at udvikles i Tider, hvor
der brydes trodsigt med det gamle. Forgæves averterer man efter
sligt i Aviserne, forgæves søger man at fremlokke det ved at
opføre Tragedierne — galt. Vildledende Opførelser vil snarest
forsinke den Renæssance, som man ønsker. Kun Kritiken kan maaske
bane Vej. Allerede nu lader jo nemlig meget hos Øhlenschlæger
sig ikke forstaa rigtigt uden Kommentar; han bruger atter og atter
gængse Ord i en Betydning, som de for længst har mistet. Og
desuden er den almindelige Opfattelse af baade ham og hans
Figurer bleven forvansket under Efterromantiks-Perioden herhjemme.
Efterromantikens Smag var Smagen for Glansbilleder; ubevidst
glaserede den alt, hvad den kom i Berøring med, deriblandt vore
Klassikere. Kritiken kan da lære Folk at læse Øhlenschlæger
igen, den kan fjærne Glasuren af hans Figurer, trække Ansigternes
markante Linjer op — saaledes: at naar der en Gang dukker
Øhlenschlæger-Skuespillere frem, de da straks kan kende sig selv
i Digterens Skikkelser og bemægtige sig dem med den Sikkerhed,
hvormed man bemægtiger sig sit eget.
Men fordi vi vel en Dag naar til at kunne spille vore egne
Tragedier, er det just ikke sagt, at vi nogensinde kan spille ogsaa
l) Ti Alf irettesætter Alger for hans romantiske Kampmaade. og Alger
tager, flov, imod Irettesættelsen. Han .rodmer". (Se Liebenhergs store
Udgave S. Ki8 samt Anmærkningerne.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
