Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Februar—Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kyst helt over til Mytilene ved Lilleasien, uden at han i al den
Tid er kommen paa det rene med, om han elsker hende eller ej,
og uden at hun har forstaaet, at han elsker hende ikke! Og
sluttelig skal Ungersvenden just midt under denne sin Uvished
pludselig blive forelsket i en anden! Virkelig en aparte Erotik!
Desuden løber Stykket ud i den Moral eller Lære: at en Digter
begaar Helligbrøde ved ret for Alvor at elske, medens omvendt
den, som Digteren allernaadigst kaster sine Øjne paa, begaar
Helligbrøde ved ikke at elske Digteren! Man genfinder heri
Privatmanden Grillparzer. Et Par Aar efter at han havde skrevet Soppho,
blev han indtaget i en smuk, højt dannet, velhavende Pige, som
elskede ham. Selv var han i en god Stilling, — og alligevel
ægtede han hende ikke. Nej men han overtalte, han tvang hende
til at blive hans Husholderske: et halvt Hundrede Aar levede han
som Pensionær hos hende og lod sig opvarte af hende! „Ich bin
der Liebe nicht fähig“, undskylder han sig i sine
Dagbogsoptegnelser. I den stakkels Kathy, „elsker han kun det Billede, som
hans Fantasi har skabt sig af hende; Virkelighedens blot den
ringeste Afvigelse fra hans Tankebilled støder ham voldsomt
tilbage." Han mener ogsaa, at kun et æstetisk Velbehag ved Tanken
om den unge Piges Uskyld afholdt ham fra at ... misbruge hendes
Hengivenhed. Tit tog han hende paa Skødet og kærtegnede
hende, for saa det næste Nu at vise hende koldt fra sig––-Er
denne „patologiske" Elsker virkelig en ønskværdig Professor udi
Kærlighedsfølelsens Mystik?
Og overhovedet — har vi ikke snart faaet nok, mer end nok,
af tyske Tragedie-Opførelser? De — som i det hele taget alle de
sidste Aars Tragedie-Opførelser — har sagtens været mente eller
er blevet begunstigede som et Offensiv-Stød mod den „franske*
Retning herhjemme. Det er sandt, at om ikke just saa meget
vor Skuespildigtning, saa i alt Fald en Del af vor nyere Novellistik
var og er stærkt forfransket. Meget i den minder om de Billeder
af Østergade, af det kgl. Teaters Foyer osv., som Maleren Poul
Fischer i sin Tid frembragte, og hvor man forbavset spurgte sig
selv, om i det mindste ikke Menneskene paa dem var tagne fra
Paris. En Reaktion mod det Slags Uvæsen er god. Men har
man virkelig intet bedre at drive den franske Satan ud med, end
netop den tyske Belzebub?
Vor hjemlige Komedie-Digtning hari det mindste tidligere
vist sig at kunne være en lykkelig Dæmper paa udenlandsk Efter-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
