Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.tysk’ man har villet gøre Stykket. Naturligvis, der er tyske Person- og
Stedsnavne i det, tyske Forhold berøres, og den skarpe Sondring mellem Militære
og Civilister, som kommer frem i en Sidehandling, er specifikt tysk. Men
Karaktererne, Menneskene, som da altid har mest at betyde, og Talen, som
røber Karaktererne, er de og den ogsaa lyske? Det skulde forundre en meget,
om man ikke havde truffet den ufrivilligt fornøjelige Premierløjtnant Ewald
med samt hans Jargon ret ofte paa københavnske Kafeer. Det skulde forundre
en endnu mere, om ikke den saa aldeles fortrinligt ciselerede, moralske
Plet-Opsats Fru Mathilde v. Rathen, født Sterneck, var at antræffe i diverse
vel-meriterede danske Huse. Naa og nu Stykkets .ideale Fordring’, Længslen mod
sædelig Selvdisciplinering og Disciplin, er den virkelig bleven saa ukendt i
Danmark, saa vi ikke kan lænke os andet, end at den maa være tysk, kun tysk?
Skulde den være helt død ud med Enevoldsregimentets bedste Bureaukrati
her hjemme?
Karl Larsen har muligt været for optagen af Reformator-Iver; Tankerne
har været ham for nye, han har ikke givet dem Tid til at .sætte sig’. Det
mærkes mest paa Idealernes pletfri Indehaver i Stykket, Obersten, Faderen, den
moralske Adelsmand, v. Rathen. Sagtens har der foresvævet Digteren et Slags
Pendant til Mester Anton i Hebbels „Maria Magdalena’, Repræsentanten for
den skrupuløst borgerlige Redelighed. Men Mester Anton har Skygger,
han er Særling og bornert; Hr. v. Rathen derimod er Lys i Lys. Knrl Larsen
har nok haft paa Fornemmelsen, baade at hans Oberst snakkede for selvbehageligt,
og at han (i Samtalen med Manden, hvis Datter Oberstens Søn har forført) er
i Færd med, paa ret gængse Vis, at sammenblande „Moral* og „Karriere*. Men
alligevel har han hverken dristet sig til at trække paa Smilebaand af Svadaen
eller nænnet at lade den nævnte Sammenblanden gaa sin naturlige Gang. Obersten
er da bleven lutter Facade, og derved baade mindre fængslende og mindre let
at spille fængslende. Desuden har Oberstens [lomskiftelighed maaske haft
nogen Indflydelse paa hele Stykkets Bygning. De ypperlige Bifigurer, hvori
afvigende Æresbegreber er symboliserede, staar nu helt udenfor Stykkets
egentlige Handling, udenfor dets indre Liv; i Forhold til dette forretter de kun en
Art Bude-Tjæneste. Men hvis Obersten havde været mindre af en Afgud og
mere af et Menneske, vilde Bifigurernes Æresbegreber sikkert være komne i
Strid, i Vekselvirkning med hans, og de vilde følgelig — om end i aldrig saa
ringe en Grad — have faaet en Finger med i Katastrofen.
Det bedste af Udførelsen var enkelte Partier i Hr. Vilhelm Wiehes Spil.
Hans Løjtnant blev ikke helt en Søn af Oberstens Mandsvilje og Oberstindens
Fruentimmer Instinkter; hans Fasthed var ikke nervøs nok. Ogstundum gled han
ogsaa ud i det teatralske. Men denne Rolle blev alligevel langt hans bedste
Præstation siden Sannæs i „Fallilen*; et Fingerpeg om, at foreløbig magter han
tilbagetrængt Lidenskab bedst. — Des værre kom Stykkets lykkeligste Skikkelse.
Oberstinden, ikke til sin Ret. Den er tegnet saa overordentlig diskret, Nuancerne
er frembragt ved bitte smaa Prikker og Streger. Saadan som hun skiller sig
ud fra eller bort fra sin Mand, aa! det sker med en Skuldertrækning, en
næsten umærkelig Flytten sig. Naa ja og man véd jo, at de fleste af vore
Skuespillere ikke ret længe lader af med at markere sjælelige Afstande ved at
tage Armlængdes Distance!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
