Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og jeg hørte en kendt Stemme tale, om det var inde i mig eller
udenfor, det tænkte jeg ikke paa.
Dette er det, jeg hørte:
II.
„Min Historie begynder egentlig med en Eftermiddag i April,
da jeg sad paa den lille Café du Lac i København, alene, med
min Avis og min Kaffe. Opvarteren løb frem og tilbage mellem
Bordene og Disken, Jomfruen krævede ind gennem Talerøret, det
summede af Gæsternes Snakken, og Værelserne stod fulde af Røg.
Jeg syntes, der var lummert, og lod Vinduet, jeg sad ved, aabne
paa Klem. En let blaa Dis stod ude over „Søerne" og ind over
Træerne paa den anden Side, Luften var en eneste gylden Sitren,
og hvide Skyfnug drev lette som Fjer henover den blaa Himmel.
Der var noget i alt dette, derinde og udenfor, som fyldte mig
med Lede og Længsel — Lede: hvorfor? — Længsel: hvorefter?
— Det gjorde jeg mig ikke rede for; det kom og gik altsammen
som Stemningsnuanser, ubestemte, flygtige, glidende, som naar
Silke vugger, eller en Luftning farer hen over et stille Vand.
Jeg gik ud og drev ind ad Gotersgade. Der kom Piger
med rullende Barnevogne, hvorfra smaa Babyansigter tittede ud
mod mig og mod Vaardagens Velsignelses Fylde. Herrerne gik
med opknappede Overfrakker, og hos alle Mennesker mærkedes
i Gang og Lader dette døsige Velvære, som følger med Vaaren.
Jeg gik forbi Botanisk Have: den hvilede i en blaanende Em, som
steg op af Mulden. Ved at se paa den rygende Muld fik jeg den
ejendommelige Fornemmelse, som føles, naar et Minde lyser frem
i Sjælen, men der endnu ikke har tegnet sig noget Billede mod
den lysende Baggrund. Jeg fyldtes af Uro, af Tvivl og Ulyst; jeg
vidste ikke, hvad jeg skulde tage mig for, eller hvor jeg skulde
gaa hen. Ganske mekanisk drev jeg ud ad Nørre Boulevard og
ind i Ørstedsparken, hvor Svanerne gled hen over Dammenes
blaa Vand som om det var Himlen og de var hvide Skyfnug, der
spejlede sig. Herinde var der tyst og tomt, og jeg syntes, at jeg
nu følte mig bedre til Mode, som om jeg havde fundet noget af
det, jeg søgte. Men da jeg lidt efter var kommen midt ind i
Vesterbros Vrimmel og Tummel, og Omnibusserne rumlede og
Sporvognene ringede og Folk rendte hinanden paa Ærmet, da
ebbede det atter i min Sjæl, og Leden væltede sig ind i den som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
