Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Ola Hansson: Hjemløs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at de var noget udenom mig, tillige længe havde været inde i
mig. Den samme hadske Strid mellem uforenelige Modsigelser,
som de to Kvinder viklede mig ind i, førtes i mit Indre, endnu
mere blodig, sønderslidende, skaanselløst.
Jeg var ikke et helt Menneske længer. Jeg var ligesom
kløvet i to Sjæle. Der var i mig et Jeg, som elskede den rette
Linje, og et andet Jeg, som elskede den krumme. Allerbedst som
en Flod af Kærlighed førte mig over mod min Kæreste, kom der
en Modbølge, der tvang mig til at standse eller vende om. Naar
jeg var sammen med dem begge, begyndte jeg at faa en Følelse,
som om jeg var ved at slides i tvende Stykker, ligesom de
ulykkelige, man i barbariske Tider bandt mellem to Heste, der derpaa
dreves til modsatte Sider. Disse to Kvinder var som Magneter,
hvori to adskilte Samfundsklassers Kræfter havde samlet sig, og
begge fandt beslægtede Elementer i mit eget Væsen, der droges
hen til dem med uovervindelig Magt. Var da mit egentlige
Jeg i begge disse Halvdele? Eller var kun den ene Halvdel mit
rigtige Jeg? Hvad var mit Jeg? Og hvilken Halvdel var mit
egentlige Jeg? Og hvad var da den anden?
Det blev min fikse Ide, at min Sjæl var kløvet. Og en Dag
antog den sjælelige Dobbelthed legemlig Form. Jeg blev mig selv
vår med fire Øjne og tvehovedet. Det kom og svandt som et
flygtigt Vanvidssyn, der siden var og blev borte, men det havde
gjort mig lam af Rædsel, og Mindet derom følte jeg bag mig som
et brændende Sodoma og Gomorra, og jeg vidste, at hvis jeg
vendte mig om og saa’ Ilden og Svovlet, der regnede ned fra
Himlen, da vilde jeg ligesom Loths Hustru blive forvandlet til en
Saltstøtte.
Jeg fik saadan en Trang til at aabenbare det, for at blive
fri for min Byrde eller faa den delt, til at finde et andet
Menneske, i hvis Sjæl jeg kunde gyde mine Lidelser — ti naar vi
gaar i Sorg og Pine, véd vi ingen bedre Trøst og Lise end at faa
en Ulykkesfælle. Denne Trang kom over mig som en befalende
Røst, som en jamrende Klage. Men naar jeg saa vilde gøre
det og gik frem ad Vejen, stillede der sig en Tvivl, et Spørgsmaal
imod mig, saa jeg ikke kunde komme frem, og bag ved den brede
Skikkelse saa’ jeg Vejen kløve sig i tvende, og jeg spurgte mig
selv, ad hvilken jeg skulde gaa, og paa hvis Dør jeg burde banke.
Ti den ene, det vidste jeg med bitter Vished, vilde tage mod
mig som en uvelkommen Gæst, hvis uforskyldte Smærte vel kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
