Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Herman Bang: Studier fra mit Vindu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Hvad ser Du efter? skriger saa han. Der er intet saa
ubarmhjærtigt som hans Stemme.
Naar han har spist, lader han sig med et ladt Brag falde
tilbage i sin Sofa. Hun har at stille Ølflaskerne tilrette, som er
hans Selskab om Eftermiddagen.
Han er allerede faldet i Søvn, og hun bliver staaende et
sidste Øjeblik for at betragte denne store Fyr, som hun har Lov
til at se paa, naar han sover.
Sin Smule Hus har hun plyndret. Hendes Vej er den
evige Gang til Laanekontoret: han fordrer sine Maaltider og sin
Drikke. Hun skaffer det — hvem véd, hvordan.
Skaffer hun det ikke, hedder det Prygl og Slag.
Det var en saadan Dag, hvor der hørtes et Skrig
gennem Gaarden:
— Vil Du da gøre mig til en Tyv? skreg hun.
Han vil sikkert gøre hende dertil.
For hendes Kærligheds Skyld.
Ellers er der, som sagt, til daglig tyst i Baghuset. De
Mennesker gaar til og fra deres Dont uden at kny.
Men en Gang imellem — en sjælden Gang — kan det
hænde, at man om Dagen farer op ved en pludselig Staahej:
Skældsord og Forbandelser, Graad og Slag.
Kvindejammer og Mænds Larm, som er i Raseri.
Eller man kan vaagne op om Natten vækket af et
voldsomt Oprør derovre. Saa kan det lyde, som væltede de alting
derovre, væltede og slog i Stykker. Og Skrigene, de kan skære
Mørket som Knive.
Det er vel de Øjeblikke, hvor disse Mennesker pludselig
mister Taalmodigheden. Hvor en grum og voldsom Utaalmodighed
lader dem ryste deres Lænker og vredes.
Men Øjeblikkene er sjældne — — og er Kriserne ovre,
slider de videre.
Der er jo ogsaa dem, som opgiver Spillet og gaar til Bunds.
Det var en gammel Kvinde forleden Aar. Hun havde
kendt bedre Dage. Nu havde hun begravet sig ovre i en af
Baghusets Kroge og drak. Hun var aldrig ædru. Naar hun følte, at
Rusen begyndte at fortage sig, tog hun en af sine Klude,
pantsatte den og vendte hjem med sin Fusel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
