Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Esmann lader til at befinde sig i hvad man med
højtidelige Ord kalder: et Overgangs-Stadium. Er der en lille
Temperaments-Ændring, et voksende Hang til Kvietisme, et Forbi
med Ungdommens sværmeriske Længsler og utaalmodige
For-bedresyge? Eller skulde det virkelig kun være et parti-pris?
Man husker vist, hvorledes han sluttede sit forrige Stykke: „der
er dog ganske rart, sagde han, og jeg vil blive (en Tid) ... i
Provinsen”. Nu vel, han synes paa Vej til at akklimatisere sig
dér. Dunstet bort er den sarte og sky Følelsesfuldhed, som man
før fandt i hans Arbejder, og som afgav en saa pikant Folie for
hans spidse og klare Vid. I det ny Stykke skiller ingen Mand
eller Kvinde sig ud fra Hoben ved Attraa efter en Tilværelse, der
er dog altid noget finere og rigere end dens. Tvært imod, selv
de bedste ønsker her blot at forblive i „den kære Familie”; ja
truer én, i et Øjebliks Mismod, med at skille sig ud fra den, saa
hører man tydeligt Esmanns skeptiske Spot gennem Ordene, som
han lægger saadan en „ung Mand” i Munden. „Fraser! Fraser!”
hvisker han smilende til os, „al denne Snak om at ville omforme
Livet!” — Det er ét Udslag af Overgangsstadiet. Et andet er, at
hans Vittighed lader til at ville forpuppe sig. Dens Form var
hidtil, som man véd, Malitiøskheden. Forfattéren Esmann yndede
at sætte sig hen eller (hvad der da kommer ud paa ét) at sætte
en Figur hen og lade den sige Folk smaa morsomme
Ubehageligheder bag deres Ryg eller op i deres aabne Øjne. Den Passion
har han endnu, og han dyrker den med Virtuositet. Men
samtidig har hans Vid i større Udstrækning — og med langt større
Held end før — begyndt at „objektivere sig”, som det hed i
gamle Dage. Det aabenbarer sig ikke længer altid som en lidt
paatrængende Pegepind for de digtede Skikkelsers Daarlighed og
Naragtighed; undertiden lægger det sig ogsaa og kun for Dagen
i den Maade, hvorpaa Skikkelserne blotter deres Daarlighed og
Naragtighed selv. I Skildringen f. Eks. af den unge
fin-de-siécle-Blaserthed Jacob (med hans staaende Talemaade „muligvis”) er
Malicen blevet til dramatisk Satire. Og i Karakteristiken af det
let levende svenske Overflade - Gemyt Claes er den endog blevet
til dramatisk Humor, det vil sige: Claes er paa én Gang latterlig
og elskværdig, og ganske paa egen Haand, uden Kommentar ...
Dét betegner unægtelig et digterisk Fremskridt. Og Elsmann
har virkelig aldrig skrevet et bedre dramatisk Optrin end det,
hvor hin svenske „Hjertebror” kommer op og skal slaa Sviger-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
