Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
faderen for 10000 Kroner, men halvvejs resignerer med at faa
sig en Snaps ekstra fin Kognak. Havde blot Hr. Mantzius (som
spillede Rollen) kunnet lægge et Par Tommer til sin Vækst, vilde
Scenen have gjort endnu mere Lykke, end den gjorde, og ikke
mer, end den fortjente.
Men saa er der ét Overgangs -Symptom endnu. Hvad
Esmann har sat til af Følelsesfuldhed, synes han at have taget
ind igen som Sentimentalitet. Hans meste Malice og Satire og
Humor løber omsider ud i en flad Velvilje mod dét, den har
spottet, ligervis som den Flod Nilen dog tilsidst udgyder sig i
Sandet. Og maaske er dette det mest iøjnefaldende Mærke fra
hans ... Ophold i Provinsen. Eller er netop ikke dét „Provinsens" —
de smaa Hverdagsmenneskers — Skik: først i et Par
Klokketimer, ret detailleret, at stikle og hegle paa Næstens Skavanker,
og saa tilsidst hovedkulds at tildele samme Næste en Slags
General-Absolution saa lydende, at „jeg kan alligevel, i Grunden,
ganske godt lide ham"? — Hvad Gavn saadan Sentimentalitet
gør i det daglige Liv, faar at blive en Sag for sig. Men i
Skuespildigtningen kan den da kun gøre Gavn for Melodramer og
Folkekomedier, som jo nu engang lever af Spring i Tankegang og
Spring i Karakterskildring. I Skuespildigtningen ligefrem tvinger
den det melodramatiske frem: og Esmanns Stykke, hvoraf de to
første Akter er Situationslystspil, ender da ogsaa ganske rigtigt
rent og skært folkekomedieagtigt. Alle Hovedfigurerne knækker
over i sidste Akt; de bliver til helt andre Mennesker, end man
troede, de var. Se blot paa hin ene Hovedperson, Frk. Ida, om
hvem Stykkets Smule Handling drejer sig! Indtil Tæppet falder
for 2den Akt, har hun været tøset, solende sig i en Greves
Kurmageri, forgabet i „grand train" og slebne Former; naar Tæppet
(efter en kort Køretur) gaar op for 3die Akt, er hun blevet fint
iagttagende og ydmyg, hun ransager og dømmer sig selv med
næsten raffineret Sjæleklogskab, og al verdslig Attraa er som
bortblæst! Lad hende ogsaa kun i Mellemtiden have havt en
pinligt overraskende Scene: hvad en artig Tids demoraliserende
Omgang og Tanker og Drømme har vævet ind i et Menneskes Sind,
det rykker da ingen halv eller hel Time ud med Traad og Trævl,
end sige at den tillige skulde kunne lynsnart skyde et nyt Spind
i Stedet! I én Henseende i det mindste gaar det vist Mennesker
ikke bedre end Heste: har nogen usund Varme gjort dem kulrede,
saa kommer de sig neppe i en Ruf. Veterinærer paastaar endda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
