Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. phil. J. A. Fridericia: En literær Protest mod Enevælden under Kristian V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
værdige i Embederne. Han ordnede Retssikkerhedfen og følte sig
selv bunden ved Lovene; han vidste at vinde alle Stænders
Kærlighed, men idet han fulgte Naturens Orden og Lov, gav han
den højeste Stand den højeste Ære og Værdighed og forøgede de
Privilegier, som Frederik I havde skænket den. Kun indfødte
forundte han Embeder og Hædersposter, ti han vidste af Historiens
Lærdomme, hvor meget fremmede have skadet Landet: først vise
de sig ydmyge, men naar de have opnaaet deres Ønsker, optræde
de med Stolthed og Overmod paa Landets Bekostning. Christian
III holdt Smigrere og Bagtalere fjæmt fra sig og afværgede derved
store Ulykker; ti de vide ofte at besnære Fyrsten, saa at han
ikke lærer Sandheden at kende. I Krig stolede han mere paa
indfødte, der vide, at de forsvare Arne og Hjem, end paa fremmede,
der hurtig forlade deres Tjæneste. Han bar Omhu for Finanserne,
gav i sit Hof et Eksempel paa Sparsomhed og var maadeholden
med Hensyn til Skattepaalæg, vel vidende, at haarde Skatter skabe
Misstemning mod Fyrsterne og ikke give dem Styrke. Paa Grund
af Danmarks Natur som væsentlig Øland sørgede han mere for
Flaaden end for Hæren. Ovenpaa denne Ros over Fortiden gav
Forf. Slutningen af Indledningen et yderst loyalt Sving ved at
fremhæve Ligheden mellem Christian IH’s og Christian V’s
Regering; begge anvende deres Kongemagt til det gode, begge have
Folkets Kærlighed, saaledes som det har vist sig i sidste Krig,
hvor Adelen har kæmpet saa tappert for Kongens Øjne. Gid da
Gud længe maa bevare Christian V’s Liv og indgive ham — det
glemmer han dog ikke at lægge til — gode Raad! — Selve Bogen
begynder med et Angreb paa den før omtalte Oldenburger. Han
udtager af dennes Værk Sætningerne om, at Frederik IH’s Planer
om at angribe Sverig i og for sig vare gode nok, men bleve til
Ulykke, fordi han kun var Konge af Navn og derfor afhængig af
sin fejge og troløse Adel; men da København var reddet, lykkedes
det heldigvis Kongen at straffe den, og derved bleve de adelige
fra Herrer til Trælle. Overfor disse Paastande fastslaar
Rosen-krands først, at Lykke og Ulykke i Krig ikke saa meget
afhænger af Menneskenes Planer og Gerninger som af Gud og
Lykken, og hævder derpaa, at Frederik III ingenlunde var en
Navnekonge, ti man bliver ikke dette ved at være bunden til
Love, der igen binder Folket til Lydighed Han fremhæver, at
Mænd som Anders Bille og Axel Urup i høj Grad have udmærket
sig, og at kun de Fæstninger, hvor ikke-adelige havde Befalingen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
