Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. phil. J. A. Fridericia: En literær Protest mod Enevælden under Kristian V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bleve overgivne til Fjenden. Lejlighedsvis kommer han her ind
paa KorfUs Ulfeldts Sag; hans Udtryk om denne er selvfølgelig
forsigtige og tilbageholdne, men han vover at give et Referat af
Ulfeldts Opfordring i Aaret 1657 til Adelen til Frafald fipa Kongen,
roser Adelen for dens Trofasthed mod Kongen overfor denne
Opfordring, men angriber i de hæftigste Udtryk hvad han kalder
de usle Hofsnoge, der benyttede Lejligheden til at gøre alt for at
føre Adelen i Ulykke og stadig opfandt ny Paafund for at udrydde
den. Han vender sig derefter mod sin anden Modstander Buno.
Først og fremmest bebrejder han ham Utaknemlighed. Tyskerne,
der i Tænkemaade og Sæder ikke ere meget forskellige fra de
Danske, ere altid bievne godt modtagne her i Landet, især i dette
Aarhundrede under Trediveaarskrigen, hvor de strømmede ind og
fik Rettigheder, ja endog en Kirke; Buno har selv studeret i Sorø.
I en vidtløftig Undersøgelse søger han dernæst at fastholde, at
Danmark altid har været et Valgrige. Han faar Lejlighed til her
at indflette Bemærkninger om, at fremmede Dronninger ofte have
indført fremmede og skadelige Skikke, og at det i Danmark altid
har været anset for en Skam at lyde Kvinder. I hans sidste Ord
til Buno bryder hans aristokratiske Følelser stærkt frem. Buno
betyder paa Dansk en Bonde, og han har netop en saadans
Karaktertræk: Bagtalelse, Smiger, Løgnagtighed, dumt Hovmod og
Troløshed. Til Slutning vender han sig paany mod Oldenburger
for at imødegaa hans Ytring om, at Adelen var Trælle. En
saadan Paastand er lige saa meget en Fornærmelse mod Kongen
som mod Adelen, ti i saa Fald maatte Frederik III have været en
Tyran. 1 voldsomme Udtryk skildrer han derefter en Tyrans
Karakter og hans Raadgiveres Siethed. Men en Tyran hersker
aldrig længe, han har ikke Folkets Kærlighed, og hans Regering
vil hurtig blive omstyrtet. I Modsætning hertil skildres den gode
Fyrste, der ikke søger sin Styrke i Fæstninger og fremmede
Leje-tropper, men i sine Undersaatters Kærlighed. Saadanne Fyrster
have ogsaa Kongerne af det oldenborgske Hus altid været med
Undtagelse af Christiern II; derfor have ogsaa Stænderne frivillig
overgivet Frederik III Arveretten, og han har atter givet de adelige
Privilegier, som vise, at de ikke ere Trælle.
Der er næppe nogen, der efter denne Udsigt over Skriftets
Indhold vil bestride, at det bør bestemmes som et polemisk politisk
Tendensskrift. Rosenkrands’s Begejstring for Christian III som
den nationale og mod Aristokratiet særlig velsindede Konge falder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
