Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. phil. J. A. Fridericia: En literær Protest mod Enevælden under Kristian V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham dyrt til at staa. Og man tør sikkert antage, at
Spændingen har været størst indenfor de gammeladelige Kredse, som
vare saa stærkt interesserede i Sagen, og af hvis Medlemmer
adskillige efter Rosenkrands’s egen Opgivelse havde været med
til at foranledige Skriftets Udgivelse.
Men ikke mindre Opmærksomhed havde Apologien
naturligvis vakt ved Hoffet. Man har gættet paa forskellige som
Hoved-ophavsmændene til de Skridt, der snart efter blev foretagne i
Anledning af Skriftet, man liar nævnet Gehejmeraademe Kørbitz
og Mikael Vibe, man har troet at se Enkedronning Sofie Amalies
Fingre med i Spillet, og en samtidig Beretning giver Anvisning
paa at finde et Motiv i Lysten til Oluf Rosenkrands’s Godser.
Men hvad der kan siges herom, er dog kun løse Formodninger.
Derimod er det næppe for dristigt at lægge Vægt paa, at Christian
V sikkert personlig har følt sine monarkiske Ideer dybt krænkede.
For ham, der kort efter Oluf Rosenkrands’s Proces nedskrev sit
politiske Testamente med dets lydelig udtalte Forbitrelse over
Adelens gamle Privilegier og med dets Advarsler til hans
Efterfølgere mod at ansætte for mange af den gamle Adel i de højeste
Embeder, for ham har ganske vist Rosenkrands’s Skrift staaet som
Udslag af et Sindelag, der var hans Kongemagts diametrale
Modsætning. Det var i og for sig ikke forunderligt, at han ikke lod
det skete gaa upaatalt hen, og at der derfor snart trak et Uvejr
af den farligste Art op over Oluf Rosenkrands’s Hoved.
Det indlededes med, at Rosenkrands i Oktober 1681
forvistes fra Hoffet, indtil han havde afgivet en Erklæring angaaende
visse Punkter i Bogen, som Generalprokurøren skulde forelægge
ham. Rosenkrands forsøgte straks at vende Sagen ind i et
fredeligere Spor ved i et Bønskrift dels at fremstille Skriftet som
Afbetaling paa en Taknemlighedsgæld til Kongen, dels at hævde dets
rent literære Karakter, hvorfor han bad om, at det ikke maatte
blive gjort til Genstand for en Retssag, men for en Undersøgelse
af lærde. Men det blev forgæves. Generalprokurøren Peter
Scavenius forelagde ham 29 Spørgsmaal til Besvarelse. Af disse
angik de første Grunden til, at han ikke havde ladet sit Skrift
censurere og ikke havde angivet Trykkestedet. I andre Punkter
klagedes over hans upassende Omtale af Korfits Ulfeldts Sag, over
hans Referat af dennes oprørske Brev fra 1657 og over at Ulfeldt
trods Højesteretsdommen af 1663, der havde frakendt ham hans
Adelsskab, var bleven nævnt med sit Slægtnavn. Vigtigere vare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
