Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Dr. phil. J. A. Fridericia: En literær Protest mod Enevælden under Kristian V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Præjudice. Om den anklagede har Ret heri eller ikke, kan han
ikke afgøre, da han ikke forstaar Latin; men det hele, der i denne
Henseende bør ske, er, at Rosenkrands „ennollerer” og genkalder
hvad der staar i Bogen, for saa vidt som det ikke vedkommer
Apologien mod Angrebene paa Adelen; derimod indrømmer han, at han har
handlet ubesindig i sin Omtale af Korfits Ulfeldts Sag og derved
forglemt sig selv og erindret det, som burde være glemt uden til
Spot og Forhaanelse; herved har han gjort sig uværdig til at føre
Titel af Gehejmeraad, med mindre Kongens Naade tillader ham
det. Dette Votum var i Virkeligheden en Protest mod Anklagen
men det maa indrømmes, at den var meget svagt begrundet.
Langt betydeligere var Jens Juels, i enhver Henseende den
fremragende Diplomat værdig. Han gennemgik Anklagen Punkt
for Punkt. Først paaviste han, at Censurforordningen ingenlunde
gjaldt for Bøger, der vare trykte i Udlandet, selv om det havde
været klogere, om Rosenkrands havde ladet Skriftet censurere. Naar
man dernæst havde forudsat, at der havde staaet et stort
Komplot bag denne Bog, saa var det ikke alene en ubegrundet
Formodning, men ogsaa at tillægge det ubetænksomme Skrift altfor
stor en Ære. Juel søgte derpaa at formindske Betydningen af de
paaklagede Sætninger; Forfatteren havde ikke rost Christian III
saa meget som de fleste af vore Skribenter; han havde omtalt
den nuværende Konge med megen Berømmelse, og med Hensyn
til Spørgsmaalet om Valgriget som den oprindelige Regeringsform
i Danmark, kunde han ikke dømmes paa en blot Formodning om
hvad der laa bagved hans Ytringer. Hvad Beskyldningerne mod
Udlændingene angik, da havde han ikke udtalt sig saa slemt, som
det paastodes, og det var ikke fornødent, at han skulde navngive
dem, som havde misbrugt Kongens Gunst, ti ingen vidste bedre
end Kongen selv, hvem der havde handlet ilde og hvem der havde
handlet vel, og de vare lette at finde, som først havde nydt for
stor Naade af Kongen og siden havde sat ham Stolen for Døren.
Idet nu Jens Juel saa bestemt modsatte sig Fiskalens Indlæg og
udtalte sig saa aabent og djærvt om delikate Spørgsmaal, var han
dog langtfra at gøre Bogen til sin. Han behandlede Bogen som
en ubetænksom Blottelse, der fortjænte en Revselse, men som ikke
var strafbar. Saaledes ytrede han, at Rosenkrands’s Ytringer om
Ulfeldt viste Mangel paa Judicium ved i det hele at røre denne
Materie, men han havde ikke rost Forræderen. Naar Forfatteren
havde undersøgt, om fremmede eller indfødte Officerer havde Skyld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
