Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Cand. jur. Niels Møller: Om Carlyles Betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af Historien. „Hans Historieskrivning er rent episk, den omhandler
kun de ledende Personer; de er de eneste Virkekræfter. Han har
ingen Opfattelse af et Folk uden som et rent raat Magtelement i
politiske Problemer og vilde fnyse haanlig ad Mængdens lidet
maleriske sunde Fornuft, der er længe om at tage sine Beslutninger,
ganske vist, men — naar en Gang Beslutningen er tagen — nøder selv
de mest despotiske Herskere til Lydighed, . . . Han foragter de
dagligdags Begivenheder og Mænd, har intet Taalmod overfor alt
det, han ikke kan bruge til en af sine behændige Skitser, eller
som ikke lader sig gruppere i et mere udarbejdet Figurstykke.
Han ser Historien saa at sige i Lynglimt ... Alt hvad der ikke
er malerisk keder ham. I hans „Frederik den store’ faar vi ingen
Forestilling om den preussiske Civiladministration, og da han i
sidste Del kommer til sin Helts civile Reformer, bekender han
aabent, at det vilde trætte ham altfor meget at sige os noget
derom, selv om han havde vidst videre Besked.’
Det er ogsaa alt andet end Had til Individualismen, der
afføder hans Vrede mod Skepticismen, Utilitarianismen og
Laissez-faire-Principet. Den stammer fra hans Modbydelighed ved det
forstandsmæssige, det abstrakte, det udvortes. Hans Religiøsitet
har intet med Kirken at gøre; den er snart panteistisk, snart
deistisk farvet, men den bunder altid i Følelsens Dæmring, og den
peger altid mod den enkelte. Religion er for ham Selvets
Op-vaagnen til aandelig Fuldkommengørelse. Hans Had til
Laissez-faire-Principet skyldes hans Deltagelse for Underklasserne. Ellers
har han ikke noget synderligt mod Principet. Paa Adam Smiths
Tid var det et fornuftigt Raab (laissez-faire); og en klog Styrer
vil under alle Omstændigheder finde Mening i Principet.
Hvorledes det kan skikke sig paa andre Omraader, siger vi ikke; men
vi vover at sige, at overfor de lavere Samfundsklasser og deres
Ledelse og Styrelse er Laissez-faire Principet færdigt. Der duer nu
kun Regering. Ethvert Folkerøre er en uartikuleret Bøn: led mig!
styr mig! Hvis Frihed har nogen Mening, betyder den Nydelsen
af denne Ret. Hvorfor slider den ene med sine Hænder, hvis
den anden ikke skal slide endnu mere utrættelig med sit Hjærte
og Hoved. — Hos Hr. Schovelin, der citerer noget af det her
referede Sted (S. 829), ser det ud, som om der blot var Tale om
Demokrati eller ikke Demokrati; der tales om Brød eller ikke Brød.
Med Utilitarianismen kan han ogsaa sommetider have en
vis Sympati. I Sartor har han ikke noget imod, at „det Uhyre
Tilskueren. 1892. 32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
