Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Per Persen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— Bare jeg havde kendt ham, sukkede Per Pérsen. Jeg
var vist ikke bleven saa bange for at snakke med ham, som jeg
er for at snakke med min Husbond og med Præsten.
Per Pérsen holdt ud til Pinse. Men saa opgav han Ævret,
for han forstod ikke et Ord af, hvad Præsten sagde. Han havde
aldrig betraadt hans Stue, trods Præstens ret venlige Opfordring,
for han havde haft nok at bestille med at „tænke* over alt det,
som Præsten havde paalagt ham at tænke over, for at han kunde
blive fri for at komme i Helvede paa sine gamle Dage. Det kunde
jo hænd’s, at Præsten vilde give ham flere af de smaa Bøger at
læse, og de Bøger var hans Fortvivlelse. Han vilde ikke have
forstaaet dem daarligere, om han slet ikke havde givet 1 Krone og
50 Øre for de „skidt Glasøjne*. Og det kunde Vorherre dog ikke
have mindste Fornøjelse af, naar han ikke kunde forstaa de Bøger
og tabte Glasøjnene ned i Komøget.
Saa blev Per Pérsen borte fra Kirken efter Pinse.
Han kunde ikke overvinde sig til at gaa derhen.
Og saa angrede han, at han ikke gik derhen.
— Det bryder i alle mine Knogler og Ledemod, sagde han,
naar han forsøgte paa at bede og lagde sig paa Knæ i en Baas.
.. Herre min Gud, jeg har jo dog ikke smagt Brændevin i min
Mund, siden jeg talte med Præsten i Februarii Maaned–––- Det
kunde dog ellers være nok for en gammel Synder.
Naar han kom i Borgestuen til Davre, Middag og Nadvere,
sad han og spiste, indhyllet i sig selv og hørte ikke en Gang
Karlenes Drillerier over, at den gamle Røgter var bleven „hellig*.
Efter hvert Maaltid gjorde han Forsøg paa at bede: Men
han kunde ikke hitte paa, hvad han skulde sige. En Gang sagde
han højt i sin Utaalmodighed:
— Hør kære Vorherre! Tror Du ikke, at vi to har sagt
alt, hvad vi skulde have sagt til hverandre? .. Nu har du Ordet,
for jeg har snakket saa meget indvendig, og du har aldrig svaret
et eneste Ord paa alt mit Vrævl. Husk paa, at jeg kuns er en
simpel Bonde, som ikke har lært at belægge mine Ord ... Men
jeg kan mit Fadervor.
Den gamle Per Pérsen bad sit Fadervor under Angest og
Graad. Han mærkede ikke, at en stod lige bag ved ham og
lurede paa ham, før han følte et Tag i sin islandske Nattrøjes
Rygstykke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
