Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Per Persen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forfærdet vendte han sig og løftede sig op ved Hjælp af
et Tag i Spilbommen. Han var nær ved at synke i Knæ igen.
Det maatte jo være „den Onde“ selv. Men den, der stod der,
var hans Herre, den unge Proprietær Homfeldt, han med de
mange uægte Børn, som Præsten i den sidste Præken, Per havde
hørt, havde forudsagt Helvedes værste Kvaler. For Præsten havde
sagt: Ve Forførerne, de velhavende Horkarle, som forlokke fattige
Piger og, hvad værre er, haaner vor hellige Tro. De er Kar
skabte til Vanære, bestemte til Fordømmelse efter Guds fra Evighed
af fattede Beslutning; Djævelen lurer paa dem, og Djævelen har
Ret .. de er hans Bytte ... Per havde tænkt: „Det er vor Mand
hjemme, som han mener, for han kan ikke lade en køn Pige gaa,
og ban griner ad Præster og Reli’on. Men ellers er han dog en
skikkelig Mand og giver større Dagløn end baade hans Bedstefa’r
og hans Fa’r“.
Per Pérsen ventede en forfærdelig Afrøfling, og saå
ydmyg-bedende op mod sin Husbond.
Men Proprietær Homfeldt lo gennem sit store Skæg ned
mod sin gamle Røgter i den dampende, halvmørke Stald, hvor
Køeme lettede paa Halerne og ofrede deres Tribut til vor fælles
Moder Jorden.
— Hør du gamle Kvæggeneral, sagde han. Har du Lyst
til at blive hellig paa dine gamle Dage, saa værs’artig, hvis det
morer dig. Men Klokken er fem Minuter over tolv, og
Fodergangen sér ud som et umuget Svinehus.
Det var første Gang i sit Liv, at Per Pérsen ikke havde
passet Tiden. Hans Hoved var ellers saa sikkert som et Ur.
Han ilede ud og rensede Fodergangen, men under Arbejdet
græd han, som han var pisket, og hans gamle Hoved var, syntes
han, ved at sprænges af den Strid, der førtes i det mellem
hans Pligt mod Sjælen og Pligter mod Legemet og det timelige
Velfærd.
Da han havde gjort sit Arbejde færdigt og var kommen
i Sæng i sit lille Brædeskur, væltede han sig om, kunde ikke sove
og sagde tit:
— At saadan et stakkels gammelt Skrog, som aldrig har
gjort noget tobenet eller firbenet Bæst Fortræd, skal komme i
saadan en Fristelse!
Kirken turde han ikke søge. Sin Husbond turde han ikke
se! En Søndag Eftermiddag, da han var gaaet et Stykke op ad
34*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
