Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Dr. phil. S. Schandorph: Per Persen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dig igen, at Karlene og Pigerne ikke skal grine dig ud, naar de
møder dig i Gaarden eller paa Vejen, og kan sé, hvordan du ser ud.
Han klappede hende ned ad Siderne og Ryggen, som man
klapper en Hund eller en Kat, skubbede hende blidt ud gennem
Døren efter at have varet hende om ikke at støde sit Hoved.
Da han kunde beregne, at hun var borte, gik han ned
og ud af Porten. Han saå hende i den dalende Sols milde,
lysegule Skær vandre op ad Vejens sagte Skraaning, til hun
forsvandt ved en Omdrejning. Det var Bakken med Krattet paa,
som skjulte hende for ham.
— Aa, at Vorherre dog kunde hævne sig saadan paa mig,
sagde han.
Han gik igen til sit Kammer, vaskede sig, iførte sig sin
lange blaa Vadmelsfrakke, satte den gamle høje Hat paa sit Hoved,
tændte en kort Pibe, gik ned i Kostalden, vristede et Stykke Tov
løs fra en Baas og gik op paa den Høj.
Han havde ikke været der siden den Dag, han fulgte Birthe
fra Ornegildet.
Nu var der en pæn Bænk der oppe. Per knyttede Rebet
om en gammel Tjørnegren og prøvede dens Styrke.
— Jo den Rad holder nok, mumlede han.
Han lavede en Løkke.
— I Helvede kommer jeg dog, hvordan jeg saa bærer mig
ad, saa jeg kan lige saa godt komme der i Dag som i Morgen.
Han hivede i Rebet og bandt det stærkere om.
Han saå uvilkaariig ned for sig. Der laa Søen med Skov
paa de to Bredder med det store dejlige Engdrag ... der laa det
i Guld og Rødt. Ja der skulde han jo dog ned og flytte Kvæget....
han kunde kende hver af Gaardens Køer trods den lange Afstand ..
.. Det var Synd, at hans Bedrøvelighed skulde gaa ud over
Kvæget . . Han maatte ned og flytte det, inden han gjorde en
Ulykke paa sig selv.
Han lod Rebet blive, hvor det hang og gik ned. Han
passerede et Kær med Ellekrat om, Levninger af en Mose. En
Nattergal sang derinde, trillede højt op.
— At saadant et Kræ kan have Sind til at synge, naar
det gaar et andet Menneske saadan, mumlede han.
Han snakkede venlig og bedrøvet til hver Ko, han flyttede,
sagde f. Eks.:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
