Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Professor H. Høffding: Hedenske Sandhedssøgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skranker, som i den klassiske Oldtid antoges satte af Naturen selv.
Det er en i historisk og etisk Henseende overordentlig vigtig
Kendsgerning, at vi allerede før Kristendommens Fremkomst havde
almindelig Menneskekærlighed (caritas generis humani)1)
som en klart bevidst Følelse.
Ogsaa i en anden Henseende udvides Sindet. Det omfatter
ikke blot alt menneskeligt med sin Medfølelse, men ogsaa hele
Tilværelsen, hele Verden (Kosmos) med en inderlig Følelse af
Beundring og Slægtskab; det føler sig gennemstrømmet af den samme
Kraft, der rører sig i det store Hele, opfatter Samvittighedens Lov
som en enkelt, individuel Form for den store Verdenslov og bøjer
sig med villig Resignation for de Skranker, Verdensordenen nu en
Gang sætter. Den stoiske Etik har fra sin første Tilblivelse
{omtrent 300 Aar f. Kr.) denne religiøse Karakter, der allerede
hos en af Stoicismens første Repræsentanter, Kleanthes, fandt
Udtryk i en begejstret Hymne.
Elementer og Spirer til den Udviklingden stoiske Filosofi
saaledes er Udtryk for, fandtes ganske vist allerede hos Sokrates
i hans grundlæggende Opfattelse af det etiske. Men den
Selverkendelse og Selvomsorg, som Sokrates havde taget Ordet for,
fremtræder dog hos Stoikerne, især de senere Stoikere, om hvem
den foreliggende Bog handler, betydeligt uddybet. Det viser sig
ikke mindst deri, at medens Sokrates vel havde indskærpet
Nødvendigheden af at føle sin Uvidenhed og af at drage en skarp
Grænse mellem, hvad man forstod, og hvad man ikke forstod,
hvormed tillige fulgte Grænsen mellem hvad man kunde gøre, og
hvad man ikke kunde gøre, — saa indskærpes nu paa langt mere
indtrængende Maade Følelsen af egen Ufuldkommenhed som
Betingelse for Fremgang. For at tage et enkelt Eksempel: blandt
Tegn paa, at man gaar frem, anfører Epiktet (i sin „Haandbog*
48, 2), at man i sig selv ser en Fjende og Forræder. Dette
udsiges med en Betoning, der er langt skarpere og tyder paa
langt større Erfaring end den, der fandt Udtryk i den sokratiske Ironi.
*) Om det mærkelige Sted hos Cicero (de finibus V, 23 , 65). hvor deUe
Udtryk første Gang forekommer, skal jeg paa et senere Punkt gøre .nogle
historiske Bemærkninger. Ordet Menneskekærlighed og Menneskevenlighed
(philanthropia) forekommer vel tidligt hos Grækerne, men faar først hos
Stoikerne en dybere Betydning, og det er mere ubestemt end det hos
Cicero forekommende Udtryk; Kærlighed til Menneskeslægten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
