Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Professor H. Høffding: Hedenske Sandhedssøgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligegyldigt. Der var noget her, som tiltalte den romerske
Nationalkarakter, og vi finde da ogsaa en hel Række af fremragende
Statsraænd fra Republikens Tid blandt den stoiske Skoles
Tilhængere. Den stoiske Filosof Panaitios var Scipio Afrikanus den
•Yngres og Lælius’ Ven, og Cæsars ædleste Modstander, Cato den
Yngre, tilhørte afgjort denne Retning. 1 Kejserdømmets første
Tider dannede en hel Skare stoisk dannede Mænd en Opposition
mod det afsindige Tyranni paa Herskersædet, en Opposition, der
ofte førte til Døden. Den Mandighed, hvormed saa mange af disse
Mænd gik Døden i Møde, og som Tacitus har skildret i en Række
berømte Scener, var et Udslag af den stoiske Filosofis Aand. Men
Stoicismen fik ogsaa anden Indflydelse end den at lære, hvorledes
man kan trodse en ugunstig Skæbne og dø paa ædel Vis. Den
virkede snart i ikke ringe Grad paa Regeringens og Lovgivningens
Aand. Et stort Antal humane Foranstaltninger fra den ældre
Kejsertid udledes vistnok med Rette af denne Skoles Indflydelse.
Og af de tre Mænd, den foreliggende Bog handler om, øvede de
to en bestemt Indflydelse paa Statsmagtens Anvendelse.
Lucius Annæus Seneca (død 65 e. Kr.) var Kejser Neros
Lærer og havde — sammen med Prætorianpræfekten Burrhus —
i Begyndelsen af sin Elevs Regeringstid en stor og god Indflydelse
paa ham. Nogle Aar efter blev han styrtet og maatte paa
Kejserens Befaling dræbe sig selv. Senere kom der en Reaktion
mod Filosoferne; de bleve gentagne Gange (under Vespasian og
under Domitian) forjagne fra Rom. Men der kom atter bedre
Tider, og det næste Aarhundrede saa endog en Filosof paa
Kejsertronen: Marcus Aurelius Antoninus (født 121 e. Kr., død
180). — At det dog ikke blot var i de højere Kredse, at Stoicismen
vandt Indgang, ses af, at den tredje af de store stoiske Forfattere
fra Kejsertiden, Epik te tos (der levede i sidste Halvdel af det
første Aarhundrede), var en Slave, der vandt aandelig Frihed ved
at leve sig ind i denne Lære, hvis Forkynder han siden blev.
Ikke mindre stor end Forskellen mellem de tre Mænds
ydre Kaar var Forskellen mellem deres Aand og deres Sprog,
indenfor den fælles stoiske Ramme. Seneca er den frugtbareste
Forfatter af de tre. Han har ofte mere af Retoren end af Filosofen,
og en vis Sentimentalitet kan han ikke frikendes for. Men en rig
Erfaring paa det aandelige Omraade, en virkelig Sjælesørgeromhu
for sine Venner og en alvorlig Fordybelse i etisk Tænkning gøre
mange af hans Skrifter interessante og lærerige, ligesom de ere af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
