Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Professor H. Høffding: Hedenske Sandhedssøgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
have noget af Prædikantens Strænghed. Marcus Aurelius havde kun
med sig selv at gøre, og naar han i Paladset eller i Lejren trak
sig tilbage til sit Lønkammer, var det — trods den Skarphed,
hvormed han saa Tingene i deres materielle Nøgenhed — ikke for
at give sit Tungsind eller sin Harme Luft, men for at bestyrke
sig i Følelsen af det menneskelige Fællesskab og dets Opgaver.
Hans stoiske Kosmopolitisme hindrede ham ikke energisk at føle
sig som Romer: „som Antoninus har jeg Rom, som Menneske hele
Verden til Fædrenestad; kun det, der gavner disse to Stæder,
kan være godt for mig.*
IV.
Det vil maaske have sin Interesse at undersøge, hvorledes
den Tankegang og Livsanskuelse, vi møde hos disse Mænd, og
som i mange Træk afviger i saa høj Grad fra den klassisk græske,
har udviklet sig. Kun korte Antydninger kunne her gives, da,
som allerede bemærket, hele den ældre stoiske Filosofis Literatur
er gaaet til Grunde, saa at vi ere indskrænkede til at benytte
andenhaands Kilder.
Den stoiske Filosofi grundlagdes af Zenon fra Cypern, der
lidt efter Aar 300 f. Kr. lærte i Athen i en Buegang (stoa), efter
hvilke Skolen fik Navn. Det var en Tid, der var ikke saa lidt
forskellig fra den, da Sokrates og Platon virkede i Athen.
Grækenland havde mistet sin Frihed og var kommen under makedonisk
Herredømme, efter at de enkelte græske Stater vare bievne
svækkede og Sansen for de offentlige og nationale Interesser havde
tabt sig. Samtidig havde Alexanders Erobringer aabnet en større
Horizont og banet Vejen for et nyt og mere omfattende Syn paa
de menneskelige Forhold. Den unge makedoniske Hærfører havde
nedbrudt Skrankerne mellem Hellener og Barbarer, ikke blot ved
at forene dem under ét Scepter, men ogsaa ved at anlægge græske
Byer rundt om i Orienten og foranledige Vekselvirkning mellem
græske og orientalske Skikke og Forestillinger. Man lærte nu fra
græsk Side i Praksis, at der ikke var den principielle Forskel
mellem Hellener og Barbarer, som endnu Alexanders store Lærer
Aristoteles havde hævdet. Karakteristisk er den Fortælling (der
findes i et Skrift, som, maaske med Urette, tillægges Plutark), at
Aristoteles skal have raadet Alexander til at behandle Hellenerne
som Hellener, Barbarerne som Barbarer, men at den unge Erobrer,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
