Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Professor H. Høffding: Hedenske Sandhedssøgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jeg da ikke sige: kære Zeus’ Stad!" (Optegnelser IV, 23). —
Den inderlige Optimisme hvilede ikke paa nogen Betragtning af
den ydre Natur. De ældre Stoikere havde endnu haft Interesse
for Naturforsken og for historisk Videnskab, og de havde kun ved
skrøbelige og sofistiske Grunde (som til Dels gaa igen i nyere
Tiders teologiske Ræsonnementer) formaaet at hævde deres
optimistiske Opfattelse overfor Erfaringen. Fra al saadan
udad-gaaende Interesse have de seneste Stoikere trukket sig tilbage:
derfor slippe de for store og æggende Problemer. De løse ikke
den Opgave, hvorledes det indre Livs Inderlighed, Frejdighed og
Kraft kan hævdes sammen med Erfaringen om Lidelsen og
Kampen i Verden. Men denne Ufuldkommenhed opvejes ved den
faste Overbevisning, hvormed de have henpeget til det indre Liv
som vor nærmeste og væsentligste Verden og hævdet det som et
Omraade for sig selv. „Se indad", siger Marcus Aurelius (VII, 59);
„der inde er det godes Kilde, som altid kan sprudle frem, naar
der blot graves!"
Mænd som Epiktet og Marcus Aurelius staa som smukke
Vidnesbyrd om den Ævne, kraftige og klare Aander have til at
blive sig selv tro og bevare deres Frihed under Tidsstrømninger,
der førte mange til at kaste sig i Armene paa Mystik og Overtro.
De fra Orienten kommende gamle og nye Religioner lokkede
mange til sig. Mange følte sig trætte — nogle af Udsvævelser,
andre af Kunst og Literatur, andre igen af Politik. Og naar
man er træt, bøjer man villigt det Hoved, som man maaske før
bar noget mere knejsende, end den indre Kraft virkelig berettigede
til. I Epiktet og i Marcus Aurelius se vi, at der var Mænd baade
i de laveste og i de højeste Kredse, som ikke kunde og ikke vilde
opgive sig selv, og som heller ikke behøvede det. Deres mandige
Livsanskuelse har ikke blot i sit Indhold meget, der endnu
fra vor Tids Synspunkt set er af stor Interesse og af blivende
Betydning; men den staar særlig ved sit Forhold til Datidens
Strømninger som et mærkeligt og lærerigt Fænomen. V.
V.
Det vilde være en vanskelig Opgave at paavise, hvori
egentlig Følelseslivet hos Mænd som de her omtalte var forskelligt fra
det, som Kristendommen førte med sig. Naturligvis bliver Opgaven
let, naar man blot laver en ny Slags Følelse efter enhver Rubrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
