Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Professor H. Høffding: Hedenske Sandhedssøgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sciple, at de skulle sørge og bedrøves. Og paa den anden Side
bebudes en Herlighed og en Glæde, som ingen Sans kan fatte.
Her er ingen Ængstelighed overfor Følelsen, ingen Frygt for at
sukke i sit Inderste, saa lidt som for at lade sig henrive af Undren.
Derfor førte Kristendommen ikke til at skille sig ud fra Tilværelsen,
men opfordrede til at leve og lide under dens Gang. Alle Tanker
rettedes mod ét stort Maal. der snart skulde naa sin Virkeliggørelse,
og paa Forholdet til hvilket den enkeltes højeste Ve og Vel
beroede. Den enkelte var altsaa virkelig draget ind med i de
største Verdensbegivenheder, i den store historiske Sammenhæng,
hvis Grundtræk Aabenbaringen havde afsløret. Som ligegyldig
Tilskuer, der havde nok i sig selv, kunde den enkelte her ikke
staa. I Forventningen om den store og nære Afslutning af
Verdenslivet var han revet ind i saa voldsom en Bølgegang af
Haab og Frygt, som den stoiske Vise, hvem Tilværelsen intet
kunde bringe, og fra hvem den intet kunde tage, ikke kendte og
i hvert Tilfælde gyste tilbage for. Derved vandt den en Magt over
Sindene, som Stoicismen var udelukket fra, afset fra en lille Kreds
af energiske og inderlige Karakterer. Kristendommen lærte at vinde
sig selv ved at glemme sig selv, medens det var Stoikerens Ulykke,
at han altid havde saa travlt med at regulere Sjælelivets
uvil-kaarlige Gang, at han ikke kunde naa den sande Selvforglemmelse.
Men saa mangesidige ere Forholdene paa det aandelige Livs
Omraade, at næppe have vi fremdraget og betonet en afgørende
Modsætning mellem Stoicismen og Kristendommen, før vi nødes til
at blive opmærksom paa den Lighed, der er imellem dem. Til
Stoicismens skarpe dualistiske Forskel mellem det
indre og det ydre, en Forskel, der tilsidst spærrede for
levende og aktiv Deltagelse i Livet, svarer
Kristendommens endnu mere udprægede Dualisme mellem det
hinsidige og „denne Verden*. Hint Rige, som forventedes
snarligt, skulde komme ad overnaturlig Vej og ophæve det naturlige
Liv og alle dets Forhold. Deraf fulgte for den konsekvente kristelige
Etik et negativt og passivt Forhold til det naturlige Liv og den
historiske Udvikling. Kun ved Omfortolkning er der senere naaet
et Kompromis, ligesom der heller ikke manglede analoge
Kompromiser indenfor den stoiske Skole. Naar Kristendommen skal
betegne et blivende Fremskridt i Forhold til Stoicismen, maa det
bero paa, om den levende, lidenskabelige Forventning, den fulde
Hengivelse til Følelseslivets Svingninger og Tilliden til, at man
derigennem ikke behøver at miste sig selv, men netop kan lære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
