Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Axel Henriques: Pariserteatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pariserteatrene.
(April—Maj 1892).
Den, der efter ni Aars Forløb genser Paris, vil finde denne
dejlige By mærkelig uforandret, kun Eifeltaarnet — der, set for
sig, er saa overordentlig skønt — forstyrrer Ensemblet, naar man
fra et eller andet Udsigtspunkt ser ud over den ellers saa
harmoniske Stad. Staar man ved Eifeltaarnets Fod og betragter denne
Jæm-Kolos, betages man uvilkaarligt af Taarnets Størrelse og Vælde,
som det staar dér og peger op mod Himlen som et gigantisk
Ud-raabstegn, der skriger højt op om menneskelig Kløgt og Snilde,
medens samtidig dets læderbrune Skønhed med den rige
Forgyldning vidner om, at dette moderne Babelstaarn er et ægte Barn af
det moderne Babylon, hvis Usædelighed tit nok er omtalt, men hvis
Ynde og Smag, hvis Skønhedssans og „Chic" ikke tit nok kan hyldes.
Men som sagt det passer ikke i Ensemblet dette dejlige
Taam, det er endnu ikke og vil ikke i lange Tider smælte sammen
med den store Myretue, med de stilfulde Kalkstenskolosser, der
nu fra Eifeltaarnet tager sig ud som Stenbrokker, der helt gemmer
de ubetydelige levende Væseners Tog. Eifeltaarnet bliver som en
falsk Tone i denne evige Symfoni, hvori Hestenes klingre Klak
Klak paa Asfalten og dumpe Bum Bum paa Træbrolægningen
danner Grundtonen i alle Døgnets fire og tyve Timer. Men dette
Taam er ogsaa det eneste nye i Paris, ellers er alt saa velsignet
gammelt; den, der en Gang har elsket Paris, føler sig straks hjemme
igen, selv om Vogntoget er blevet en Smule tættere, Bock’en i
Caféerne en Smule mindre, og Louvres uendelige Rigdomme end
yderligere forøgede. Ja Paris er det gamle rare Paris, de samme
Stykker spilles paa Théatre frangais, den samme Mand, der i Firserne
med skingrende Stemme udbød Programmer i de lange
Mellemakter, gentager — Gud ved for hvor mange hundrede tusende
Gang — „Demandez le programme, la piéce, demandez le Soir, la
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
