Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Axel Henriques: Pariserteatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sig meget længe paa Plakaten. Ti det er en Hemmelighed, som
dog flere ved, at det gaar med franske Stykker baade Tragedier
og Farcer nu til Dags ligesom med Rødvinen: ikke alle Aargange
ere lige gode, og den sidste halve Snes Aar har ikke været Kometaar.
Men der er i „Herren er paa Jagt“ et gudsvelsignet godt
Humør, en Ævne til lystigt at variere gamle Farcemoiiver, en
dejlig Ugenerthed og en barnlig Glæde over Livet, der ikke er
mindre klædelig, fordi Stykkets Indhold er saaledes, at et tørt
Referat deraf kunde faa et helt Regiment gamle danske Jomfruer
— mandlige og kvindelige — til at besvime paa Rad.
De spillede, mens jeg var i Paris, paa det fri Teater en lille
Tragedie — den hed vistnok Simone, om jeg ikke tager Fejl,
hvilket dog er meget muligt. Den handlede om en ung Dame,
der tager Gift, fordi hun ikke vedblivende kan faa sine perverse,
dyriske Laster og Lyster tilfredsstillede, og hun var skildret med
en vis Sympati. Det er ikke underligt, hvis man i Anledning af
et saadant Stykkes velvillige Modtagelse af en Del af Pressen og
Publikum udraaber: „Hvad det dog er for et fordærvet Folk, værre
end Grækerne i Forfaldstiden og Romerne i Kejserdømmets værste
Dage“. Men naar man saa ser et Stykke som „Herren er paa Jagt*,
hvis Indhold en og anden her hjemme maaske vilde kalde
uanstændigt, saa føler man dog — naar man er en Smule usnerpet
og uaffekteret — hvor Pariserne dog er for et fortræffeligt Folkefærd;
ti der er ikke i dette glade Sjov én ond Tanke, intet saarende
eller raat; skøndt Hr. Duchotel i Stedet for at gaa paa Jagt med
sin Ven har Stævnemøde med dennes fraskilte Kone i samme Hus,
hvor Fru Duchotel, der erfarer Mandens Troløshed, indvilliger i
at besøge sin Kurmager ved Nattetid, i samme Hus, hvor Duchotels
Nevø opsøger sin Elskerinde, der imidlertid for sin Skamløshed er
jaget paa Døren af Portnersken, der oprindelig er Grevinde, men
er bleven skilt fra sin Greve, fordi hun havde en Dyretæmmer til
Elsker, skøndt alle disse og flere Personer til om Natten jages af
Sted i Underbukser og Natskjorter, skøndt der tales saa ugenert
som om Stykket var skrevet, spillet og set af lutter glade unge Herrer,
saa er det hele saa uskyldigt, at man uden Betænkning kunde
tage sin Kone, sin Moder og sin Datter med hen at se det, naar
de blot ikke var imprægnerede med Affektation, og blot medbragte
Viden om, at der findes 2 Køn i den menneskelige Slægt. En
almindelig dansk Studenter Salskomedie indeholder som Regel i én
Scene betydelig mere Gemenhed end hele dette „uartige* Stykke,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
