Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Axel Henriques: Pariserteatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hendes Suzanne er nydeligt Komediespil, udmærket anlagt, i det
hele og store ganske bedaarende, men med den fine Maalestok,
man her anlægger, kan man nok finde et og andet, der ikke staar
i Højde med det udmærkede Anlæg. Som noget af det bedste
maa bemærkes den Maade, hvorpaa hun græder af Glæde, da alt
ender godt i sidste Akt; ingen dansk Skuespillerinde gør hende
det efter. Vi er jo et naivt elskværdigt Folk, men vore Ingenuer
paa Scenen bliver, naar de er rigtigt udmærkede f. Eks. Fru Hennings,
kloge Børn, medens de intelligente kloge franske Damer kan
græde og le helt anderledes ud af Hjærtens Grund. Her beundre
vi, hvor kloge de unge Piger er trods deres Naivitet, i Frankrig,
hvor barnlige de er trods deres Klogskab. Betages vi af Rørelse
i et dansk Teater, er det som om vor Hals snøredes sammen, saa
Taaren kommer op i Øjet, Ludwig, Baretta, Broissat ikke at tale
om Sarah Bernhardt varmer vort Hjærte, Taarerne kommer som
ved Foraarstøbrud.
Ingen af Herrerne i „Hvor man keder sig“ spiller fænomenalt,
men her er igen den vidunderlige „Ramme*, alle Birollerne udførte
af Kunstnere, med en Respekt og Kærlighed til Opgaven, som var
det Hovedrollen i en shakespearsk Tragedie, de Folk gik til; man
savner vel Coquelin som Underpræfekten, men Truffier spiller
Rollen vittigt og intelligent, og Baillet spiller Roger nydeligt,
selv om han slet ikke kan erstatte Delaunay.
Delaunay kan dog erstattes, ja lian har i enkelte Retninger
fundet sin Overmand i Worms, hans Synskreds er større, hans
Følelse dybere, hans Spil langt mere sandt og moderne. I 1877
debuterede Worms paa Théatre frangais efter at have været en
yndet Kunstner ved Gymnase. Han debuterede i „Markisens Sønner*
som Markis’en, medens Delaunay spillede den af Alexandre Dumas
arrangerede Rolle, Hertugen. Delaunay var den Gang, efter at
Bressant havde trukket sig tilbage, uindskrænket Hersker over alle
kvindelige — og for saa vidt ogsaa mandlige — Tilskuere. Han
spillede trods sin Alder, han var da over 50, lige beundringsværdigt
næsten Drengeroller som Fortunio i Mussets smukke Stykke „Le
Chandelier“ (Lysestagen) og vittige elegante Raisonører som Her
tugen i Markisens Sønner. Hans Konversation var Idealet af det,
vi fandt udmærket hos den svenske Skuespiller Fredrikson, hans
Vid var paa Højde med Dumas’, hans Følelse nærmede sig Mussets-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
