Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Direktør Bernhard Olsen: Masker, Moucher og andre Moder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den Tids aandelige Standpunkt, da den er bleven til i en
forudgangen Periode, der ofte havde helt andre Livssyner og
Standpunkter. Parykken blev til i Kong Ludvig XIII’s Ungdom og ikke
for at betyde andet end det, den var gjort af: meget Haar. Da
langt Haar blev Mode, var det naturligt, at de, der intet havde
og skulde ligne andre, gik med Paryk. Vi have set, at Sminke
og Pudder ikke er noget ejendommeligt for det 18de Aarhundrede,
men at det brugtes endnu mere ødselt i Dronning Marguerites
Dage; at det var en usund Mode er vist, men da den er fælles
for Renaissancens fuldblodige Ungdom og den formentlig
krøblings-agtige Rococotid, kan den ikke være noget særlig betegnende for
den sidste. Man glemmer, at alt sligt ikke er et Udslag af den
farende Tid, men af det stabileste i Mennesket: Daarskaben,
Forfængeligheden, kort sagt Moden. Dens Opfindelser bunde alle i
det ene Formaal hos de begunstigede Klasser: at distinguere sig
fremfor de andre. Er en Mode kommen til Menigmand, er den
med det samme umulig ved sin Kilde og en ny indføres snarest.
Det er det Hovedhjul, som driver alle Modens Daarskaber
og oftest ligge de saa løst uden paa, at de intet have med
Tids-aanden at gøre, ja ikke saa sjældent gaa stik imod den. Det er
tidligere til Overmaal blevet fremhævet, at Parykken var et Billede
paa Tiden. Men den Tid, der kendte Parykken, omfatter 150
Aar og en hel lang Udvikling i Samfundene, der endte méd i
Periodens Slutning at være helt forskellige fra det de vare i
Begyndelsen, men man gik dog med Paryk saavel i 1615, som i
1750. Man har særlig sagt, at Parykken var et Symbol paa Kong
Ludvig XIV’s Smag, Regimente, Samtid o. s. v. og der er ingen
af hans parykbærende Samtidige, der have hørt saa meget ondt
for den, som han har maattet, ja en dansk Kulturhistoriker har i
sin Iver endog ment, at Kong Ludvig selv havde opfundet den.
Han hadede den tværtimod, fordi han af Naturen havde et prægtigt
Haar, som han var stolt af og gærne vilde have set. Da han
omtrent var den eneste ved sit Hof, som gik med eget Haar,
kunde han tilsidst ikke staa mere mod, men ofrede det med et
Suk: dog som det sømmer sig en stor Konge, gennem Koncessioner.
Han lod sig gøre en Paryk at begynde med, som havde Aabninger,
hvorigennem hans egne Lokker bleve dragne, saa at de blandede
sig mellem de kunstige.
Som det gik Kongen med Parykkerne, gik det ham med
Fontangerne. De begyndte som en Baandsløjfe i Panden og endte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
