Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Dr. phil. V. Vedel: Fra den unge Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som den lysende Prik i det grænseløse Mørke, som man aldrig
kommer udover; ja! selv paa den anden Side den sorte Mur, der
standser vor Tanke, lyser med Udskrift langt ude i det sorte Rum
igen kun Ordet: jeg! jeg! Og andre Digte variere med energisk
Ejendommelighed denne Jegfølelse. Digteren gaar stadig bøjet
over sin Sjæls Gaade med et „hvem er jeg?* Naar han vaagner
om Morgenen og Livet igen strømmer over i ham, føler han sig,
stolt i sin Værens Kraft, som selve Skaberen, der ved et „Bliv*
lader Livet svulme frem i sig. Ene paa Klippeøen — med bare
Lufts og Havs og Stenens døde Evighed om sig — føler han
dobbelt kry sin Tilværen som det eneste levende ... Og ene,
muttersene gaar han rundt i Tilværelsen og fornemmer Menneskene
og Livet om sig som noget fremmed, forunderligt, fjærnt.
En Franskmand — Maurice Barres — har sat „le cutte du
moi“ i System. Den enkelte føler sig stadig udsat for Barbarernes
Øjne, — Barbarerne er alle de andre, fremmede Mennesker. Mod
dem gælder det om at bygge høje Mure op om sig og trække sig
ind i denne Skjoldborg for dér at leve sit personlige Liv som en
fri Mand, forme sig sit eget Livssyn og leve for sit Selvs Kultur.
Saaledes gaar ogsaa Hr. R. om og dyrker sin Sjæl: lader
Yderverdenen virke paa sig, opelsker sære Sensationer og plejer
interessante Stemninger hos sig og „morer sig fortræffelig*. En
saadan Kultur er helt Kunst, og noget forkunstlet og makket
Indtryk gør ogsaa det Sjæleliv, der lægger sig blot i „Hvide Blomster;*
man faar helt ondt af den milde og skønhedskære unge Sjæl, der
her har mishandlet sig selv af literær Modesygdom og original
Forskruethed. Somme Tider er det Walt Whitmann og somme
Tider er det franske Symbolister, der spøge i hans Hjærne; altid
er han forhippet paa at være sær og ultra moderne. Men ægte
er den Forundring, som jo ogsaa nødvendig maa blive
Grundstemning for den, der gaar med store, vidtaabne Øjne og ser paa alt
om sig, uden at gøre Forsøg paa at forstaa og uden at føle sig
knyttet til noget. Den stille Undren og Tingenes Fremmedhed
er godt skildret: „Jeg vandrer omkring — paa den sære Jord —
paa den brune Jord — i den underlige Luft ... Mine Fødder er
paa Jorden — paa den underlige Jord; — mit Hoved stikker op
gennem Luften, — gennem den sære Luft* — Forundringen er
den Stemning, hvoraf al Poesi fødes; Verden maa staa for Digteren
endnu med Skabningens første Morgendugg over sig, som om den
aldrig før var spejlet i nogen Tilskuers Øie. „Zum Erstaunen bin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
