Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Percy Bysshe Shelley
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vender sig i Elskov mod hendes straalende Skikkelse, Luften
hvisker Kærlighed i hendes Øre, og Vindene synger hendes Lov.
Sammen med den befriede Menneskeaand bestiger hun Verdens
tomme Trone, Guldalderen vender tilbage, Tusendaarsriget, hvorom
Esaias spaaede, og Virgil sang, nedstiger til den forklarede Jord,
Tiden er omme, og Evigheden hersker.
IV.
For at forstaa en saadan Verdensanskuelse — der finder et
andet og lige saa ophøjet Udtryk i Slutningskoret af Shelleys
Hellas — maa man søge tilbage til den Filosofi, af hvis Skole
Shelley var udgaaet. Han var en Discipel af Platon og af Berkeley
— med andre Ord: af den mest afgjorte Idealisme.
Overensstemmende hermed hedder det i hans Afhandling On Life: „Intet
er til, uden i Fornemmelse og Forestilling. Forskellen mellem de
to Klasser af Tanker, der i daglig Tale skilles fra hinanden ved
Navnene: Forestillinger og: ydre Genstande, er rent nominel.
Ogsaa Tilværelsen af særlige Sjæle vil befindes at være et Bedrag.
Ordene jeg, Du, de betegner ikke nogen virkelig Forskel mellem
de saaledes angivne Tanke-Bundter, men er blotte Kendemærker,
hvormed man antyder de forskellige Former af den ene og
samme Sjæl."
Dette er den engelske Skeptiker-Filosofis Nægtelse af
Materiens Eksistens ført ud i en antik og mystisk Panteisme. Dette
er Læren om Verdenssjælen, hvoraf Shelley opbygger sin Tro paa
the Spirit of Beauty. Dette er tillige Grundvolden for Shelleys
Ideer om Død og Udødelighed — to store Spørgsrnaal, der hans
hele Liv igennem sysselsatte ham stærkt, som havde han anet,
hvor nær han var hine Gaaders Løsning. Stanzerne om Døden i
Digtet Adonais er kendte. Det hedder her om Keats, over hvem
Værket er et Rekviem:
„Han er bleven et med Naturen; hans Røst høres i al
Skabningens Musik, fra Tordenens Drøn til Nattergalens søde
Sang; hans Væsen føles nær i Mørket og i Lyset og spreder sig
fra Urt og Sten overalt, hvor hin Kraft røres, der har indsuget
hans Sjæl i sin_____
„Han er en Del af den Skønhed, han en Gang gjorde mere
skøn; han bærer sin Del, medens den ene Aands formende Greb
gaar gennem den træge, tætte Verden, ... paatvinger det uvillige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
