Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Percy Bysshe Shelley
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stof sit Billede ... og fremskyder i Skønhed og Magt fra Trær og
Dyr og Mennesker mod Himlens Lys.*
Den samme Tanke faar Luft i de Linjer, som slutter The
Sensitive Plant. Det hedder her:
»Hin skønne Have og smukke Dame og al sød Form og
Duft, dér var, er i Sandhed aldrig forsvundne; det er os, som er
forandrede, ikke de.
»Ti Kærlighed og Skønhed og Glæde kender ikke Død og
Omskiftelse; deres Kraft er større end vore Sanser, som intet Lys
kan taale. fordi de selv er dunkle.*
Her er det sagt med klare Ord. Det skønne er evigt og
kan ikke forgaa. Verdens inderste Væsen er Skønhed, og hvo der
lever i Skønhed, lever allerede her nede i Evigheden og har det
evige Liv.
Med majestætisk Magt forkynder derfor Adonais i sine sidste
Strofer:
»Det ene bliver, Mangfoldigheden forsvinder og farer hen;
evigt lyser Himlen, og Jordens Skygger flygte; som en Kuppel al
mangefarvet Glas pletter Livet Evighedens hvide Straaleglans, til
Døden sønderbryder Kuplens Giar. — Dø, hvis du vil finde, hvad
du søger! følg efter did, hvorhen alt er flygtet! — Roms blaa
Himmel, Blomster, Ruiner, Billedstøtter, Musik, Ord er for svage
til sanddru at udtale den Pragt, som straaler bag dem.‘
....Shelley skrev dette i sit otteogtyvende Aar, og det var
en lang og bitter Erfaring, han nedlagde i denne Stanza. Han
havde ikke altid forstaaet, at Idealet kun lever hinsides Rum
og Tid, fjærnt borte i det usanselige. Han havde paa Jorden
søgt det guddommelige og i Mennesker af forgængeligt Kød og
Blod haabet at finde, hvad der kun var til som legemløs og
evig Aand.
Ti dette er det store tragiske i hans Liv — hans
Melankolis dybe Kildespring. Som Helten i Alastor søgte han evigt
Idealet — som Helten i Alastor nedsteg han, skuffet og brudt, i
en altfor tidlig Grav. Som Aktæon havde han i Naturens
Ensomhed skuet den guddommelige Skønhed nøgen og flygtede siden
den Stund — ensom, en Skygge lig blandt Mennesker — gennem
Verdens Vildnis, jaget af sit Begær, søgende mellem Jordens
Kvinder Gudinden, han én Gang havde sét.
Shelley skriver i sit Essay »Om Elskov*:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
