Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Johannes Jørgensen: Percy Bysshe Shelley
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skikkelse, hvorom jeg havde drømt, saa lig, som Maanen er lig
den evige Sol; den kolde, kyske Maane, Dronningen over Himlens
blanke Øer, altid forandret og dog den samme, ikke varmende,
men lysende.*
Der er en Klang af skuffet Drøm, af brudt Haab i disse
sidste Linjer, som er skrevne faa Aar efter Dedikationen til The
Revolt of Islam. Og næsten som i Had til den evigt hvide, evigt
kolde Maane hedder det videre i Digtet:
»Hun sad ved min Side og hendes Ansigt lyste ned over
mig som Maanen over den sovende Endyraion. Og jeg slumrede
ind med Legeme og Sjæl og laa som i en kysk, kold Sæng — ak,
hverken levende eller død .. .*
Ud fra saadanne Linjer forstaar man det Tungsind, der
gennemtrænger saa meget af Shelleys Lyrik fra hans andet
Ægteskabs senere Aar. Man forstaar det smærtelige Udbrud i Oden til
Vestenvinden — Ordene »Ak, at jeg var et Løv, du kunde bære,
en Sky at flyve med dig, en Bølge, der sukked under din Vælde
og delte din Styrke — Ak, om jeg var som i min Drengetid og
kunde være din Vandrings Følgesvend ... Da vilde jeg aldrig
kæmpe med dig som nu i Bøn af Dybsens Nød. O, løft mig som
et Løv, en Sky, en Bølge, jeg segner paa Livets Torne, jeg
forbløder! Ti tunge Timers Vægt har lænket og bøjet en, der var
utæmmet, rask og stolt som du.“
Det var i hine Aar, at han paa Neapel-Golfens Bredder
gad lægge sig ned for at græde som et træt Barn, lægge sig ned
for at dø og høre Bølgen henaande sin sidste Monotoni over hans
sluknende Hjæme. Det var den Gang, han mellem de dejlige
evganelske Høje skrev Linjerne:
Many a green isle needs must be
in the deep wide sea of misery,
or the mariner, wom and wan,
never thus could voyage on
day and night and night and day,
drifling on his dreary way,
with the solid darkness black
closing round his vessels track.
––Da skete det, at Shelley for anden Gang troede sig
Idealet nær. Det var i Aaret 1821, i hans næstsidste Leveaar.
Han boede den Gang i Pisa. Mellem de Gæster, som kom i hans
da ret selskabelige Hjem, var den italienske Professor Franceseo
Pacchiani. Denne Italiener fortalte en Dag Shelley en Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
