Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Cand. jur. Bernt Lie: Metje Kajsa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mældtes ikke tilstede. Da Bankopakken med den dermed forbundne
Protokolleren og Kvitteren var passeret, kom de almindelige Breve.
Der var fine Frøkenbreve til Præstegaarden, „portofri Sag“ til
Lensmanden, Købmandsregninger, Amerikabreve o. s. v. o. s. v.
Under Oplæsningen og dens vekslende Bevægelser havde
Metje Kajsa forstaaet at vinde sin energiske lille Skikkelse frem
til Disken.
„Hu Metje Kajsa venter Frierbrev*, lød det gennem Larmen.
„Det maatte da være fra sjelve Tykjen1)*, brølede Karolius
Smed, fuld som han var.
„Hu kan ikke tyde de det, — hu har jo ikke lært Skrift!*
„Aa, hu faar han Henrik til at hjælpe sig*, skingrede
Malvina Ristgaarden, en bleghaaret Jente borte ved Dørkarmen.
Metje Kajsa lod rolig den paafølgende Jubel gaa hen over
sit Hoved. Det gav kun et lidet umærkeligt Sæt i hende, da
Malvina skreg op. Hun fulgte med Øjnene hvert Brev, som
passerede mellem Iversens tykke Fingre, og da denne endelig
samlede alle de uafhentede sammen i en Kasse paa Disken, gik
hun ud med de andre, over Gaarden og hen bag Staburet.
Der stod Henrik og spændte Hesten for.
„Det ligger i Kassen*, sagde hun paa Kvænsk og gav sig
til at stelle med Kisten oppe paa Kærren; — „længst til Venstre;
fem Segl, 200 Kroner. Boden er tom.*
Henrik blev ved med sit. Hans lange, smalle Ansigt saa
skummelt ud; store Svedperler trillede frem i Panden paa ham,
og Sælepinden blev fugtig mellem hans Fingre.
Der gik en Stund. Hesten var baade godt og vel forspændt;
men der var dog saa meget at trække og hale i, ruske og rasle
med Skindremmer og Spænder. Endelig sagde han uden at se op:
„Hvorfor kunde du ikke tage det selv?*
Hun saa lynsnart op — men bekæmpede sig.
„Du kunde jo taget det, mens du nu var der.*
Da för hun op, lagde sig frem over Kisten og bøjede Hovedet
helt hen til ham, — Tørklædet gled ned i Nakken, Haaret strittede
brunsort og tjavset ned i Panden, og saa kom det i styrtende
Kvænsk, dæmpet, dirrende af Lidenskab:
„Bad du mig stjæle Guds hellige Kirkesølv, — jeg gjorde
det for dig! Gaa ifra mig, Henrik; du har ikke Hu til mig, som
’) Tykjen er den nordlandske „Gammel-Erik“, Fanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
