Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Cand. jur. Bernt Lie: Metje Kajsa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og saa lydløst og stentungt til Bunds–––––Hun havde blot
ikke Magt nok i Armene til at løfte sig over Skansen.
Der var nok ingen, som kendte hende paa Isakosen, Kisten
lod hun slaa igen i Pakboden dernede, og snart var hun paa
Vejen opover.
Der stod et fnysende Vejr ned ad Fjældet i den skumre
Høstaften; oppe ved Bakkeknækken øverst i Vejen, hvor
Beivi-dalen aabnede sig skummelt nedover, var det, som Stormkastene
vilde slynge hende overende; hun standsede lidt, bøjede sig sammen
for Vinden og saa nedover. Saa rejste hun sig og gik, stærkt og
fast med Øjnene ret frem for sig; Klæderne slog og viftede om
hende, Hovedtørklædet reves af hende ned i Nakken, Haartjavseme
strittede, men frem kom hun, — rake, rette Vejen frem.
Metje Kajsa.
Metje Kajsa var bleven Bygdens Heks og svarte Trold.
Ingen hilste og ingen havde et venligt Ord til hende, som
hun gik nedover Bygden med sin svære Uldsæk paa Ryggen, —
forbi Gaardene, som blev flere og større efterhaanden ned imod
Slettelandet langs Fjæren. — Hun var da heller ikke den, som bad
om Smil og gode Ord, det stygge, skrumpede lille Kvindfolk, som
gik der og bar paa alskens skjult Ondskab og Vredagtighed, saa
Ryggen krøgedes, og Øjnene holdt sig i Bakken.
„Djævelsækken“ kaldte Folk Bylten hendes, og alt som
Aarene gik, vidste Folk mere og mere Djævelskab at putte i den.
At hun i sin Tid havde været ,sørpaa“ for Stortyveri var endda
ikke det værste. Enhver kendte til hendes Udestaaende med han
Eliesersen i .Isakdalen, som havde slaat op med hende, som
rimeligt var, efter Historien med Tyveriet og Tugthuset; men fra
den Dag Metje Kajsa var kommen til Bygden igen, havde Manden
ikke haft levende Fred for hende. Oksen hans var to Aar bleven
funden skamslaaet i Udmarken, Fembøringen var drevet los for
knivkappet Fangeline i Stormen for syv Aar siden, — tusend
Sinaatterier, indtil endelig i Fjor Vinter en Nat, Isakfjældel stod
flammerødt af Henrik Eliesersen sin Stue, som brændt til sidste Stok
Den Gang holdt det haardt nok for Metje Kajsa, efterat de
havde hittet frem to Skispor i Skaren paa Aasen mellem Beivi og
Isakosen; men Øvrigheden fik intet paa hende denne Gang heller,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
