Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Cand. jur. Bernt Lie: Metje Kajsa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Jeg vilde bare træffe dig for at sige dig, at jeg synes,
du kunde lade det være nok nu. Det tør være jamnt mellem os
nu, jeg har slidt Slavelænken i tyve Aar, du slap med de tre.
Ja, du faar ikke bli for sint, — men saa synes jeg. Og jeg klarer
næppe mere nu, ser du.“
Han stod og klappede Hesten, mens han talte, — og gik
saa uden at have sét hende i Øjnene.
Hun gik ogsaa, — fort og kort, saa Hesten strakte ud
efter hende.
Det var Graaden, hun vilde gaa ned; den sad hende tyk
i Halsen.
Ikke det, han havde sagt, — hun havde næsten ikke hørt
det, huskede det ikke heller, før hun sad hjemme.
Men Stemmen.
Stemmen, som hun ikke havde hørt paa over tyve Aar,
som hun ikke havde hørt, siden–––––siden de Dage, da hun
ikke var ensom paa Beivi. Som hun ikke havde hørt, siden den
varmede hendes Hjærte.
Nu var det saa underligt at føle Varmen igen derinde, —
det var tyve Aar siden sidst, — og den havde en Gang været saa
stærk, saa dyb i Roden.
Paa hele Hjemvejen gik hun med Stemmens Klang i Øret,
kunde ikke miste den, vilde ikke heller egentlig; men hun tænkte
ikke, hverken paa ham eller sig selv eller paa de mange Aar.
* Hun blev ikke kvit dette, før hun stod i den tomme
Bjælkestue paa Beivi, hvor der var ødsligt og tomt.
Jenten havde lagt sig oppe paa Loftet, Hesten stod tjoret
udenfor paa Engen, og Metje Kajsa satte sig til at karte.
Saa var Timerne gaaet, den ene efter den anden, Solen
flytted sig inde i Kammerset, — og saa mente Pus borte paa
Bænken, at noget maatte være i Vejen.
Og saa var der noget i Vejen.
Der var gamle Toner, som vilde frem gennem forlængst
stængte Veje, der var tyve onde Aar, der gled forbi som en Rad
af krumbøjede, hadfyldte Skikkelser med stygge Øjne og stygge
Tanker, og der var en bleg Mand, som bad for Livet, — og hans
Bøn var baaret af de gamle Toner, kendte, vidunderlige Toner,
der brød sig Vej, varmt og blødt, men med smærtende Magt, Vej,
Vej gennem Støv og Sten–––––––
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
