Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Cand. jur. Bernt Lie: Metje Kajsa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Katten för ende op og skød Ryg af Forfærdelse, da Metje
Kajsa med ét faldt overende med Hovedet begravet i Ulden —
den dybe, finkartede Uld, der tog imod hende som bløde Kærtegn.
Ikke en Lyd kom over hendes Læber. Lidt efter rejste
hun sig braatt og gik hen og aabnede Kisten borte ved Sængen i
Hjørnet. Det klang dernede af Sølv, raslede i Papir, hun kom
op derfra med Hænderne fulde, — viklede det alt ind i et Klæde,
slog Hovedtørklædet om sig og gik ud. Det knagede i Døren, og
hun standsede paa Trappehellen udenfor.
En kølig Stilhed mødte hende. Fjældvidden strakte sig i
mægtig Hvile, flad og brun med Guldglans i Lyngtoppene; langt
dernede blaanede det over Dalsænkningen, de gamle nøgne
Træstammer strittede derborte; Luften var saa klar, at hun kunde
skelne deres lange Krampeskygger. Fjæmt og fredlyst løftede
Snetinderne sig over Aaserne, — deres Konturer tegnede sig
sitrende i Solen, og Sneen blussede i Purpur.
Men alt overvældende, nært og myndig som Herrens Røst i
Kirken stod „ Høgda “ midt imod hende, bred og hvid i stille Belysning.
Der susede et strængt Kuldegys ned om hende deroppe fra.
Metje Kajsa blev staaende paa Trappehellen. Hun stod
næsten rank og stirrede.
Da var der i alt dette endeløse Rum en eneste liden Lyd,
som vakte hende, en eneste Ytring af Liv i al denne vældige
Hvile; det var den nye Hest; som gik bag Laaven og slog
Tjore-lænken mod Marken, mens den græssede.
Hun sank langsomt sammen igen, vendte sig trodsigt og gik ind.
Snart var Døren lukket efter hende.
Vinter.
Sommeren var gaaet, og Jorden laa høstbrun og afpillet
med Himlen over sig frostblank og fuld af Nordlys.
Slig blev den liggende længe færdig til Vinteren, som
ventedes. Det drog langt udover November, Myrvandene frøs og
Jorden revnede af Tørfrost; Solen fik Svindsot, og da det lakkede
over Midten af Maaneden, var den helt borte — gav blot nogle
sygnende Genskin i Syd over Fjældene i Middagstimen.
Men ude i det øde Ishav har Vinterens tunge Taager samlet
sig; tættere, tættere siger de ind i hinanden til mægtig Fylking,
tættere, tungere —–––-—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
