Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Herman Bang: Hedda Gabler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Men saa blev „Hedda Gabler“ spillet. Det var i det
kongelige Teater i København, jeg saå det, og Nordens største
Skuespillerinde — for mig blev hun det ved den Ydelse — forklarede
det for os. Med en Brutalitet, som ikke kendte Skaahsel, skabte hun
Hedda, Kvindeegoisten, og vi forstod Henrik Ibsens Skuespil,
Dramaet om Egoismen som en Sygdom, der bringer Døden.
I Guy de Maupassants „Notre Coeur“ fortælles om den
skønne Michéle de Burne, at hun ejede et mærkeligt Spejl, der
gik fra Loft til Gulv og som havde to Fløje, saa store at de kunde
slaas sammen og det udslagne Spejl-Under kunde danne et
trekantet Spejlgemak. Der i den Trekant lukkede, siger Guy de
Maupassant, Fru de Burne sig ofte inde — hver Dag, nogle
Timer. Hun var der ene og kunde i Ro forgude sig selv fra
alle Sider.
Spejl-Trekanten var hendes Selvtilbedelses Tempel. Der
laa hun daglig nogle Timer paa Knæ for sin egen Skønhed.
Hedda Gabler er i Slægt med Michéle de Burne. De er
begge Børn paa samme Tid af Kvinde-Tilsidesættelsen, der skabte
Lediggangen, og af Kvindeforherligelsen, der fyldte Lediggangen
med Selvforgudelse.
Fra hun var ganske ung, har alt og alle for Hedda lovprist
det ene og det samme: Heddas Skønhed; den Skønhed, som er
alle Triumfers Ophav — „se Mændene for dine Fødder* — og
som vil skænke den endelige Sejer: det store Giftermaal — siden.
Hver Dag, hver Time viser Hedda hjem til denne Skønhed; hvad
Under da, om hun tilsidst bliver som fastnaglet foran den, foran
sit eget dejlige Legeme? Hun undersøger sig selv, hun beskuer
sig selv; at beskue bliver at beundre sig selv, at undersøge bliver
at tilbede sig selv: denne Skat, hendes skønne Legeme.
Hun er der, hun er der allerede i Tilbedelsens Tempel
hos Fru Michéle, og hun har allerede lukket Spejlene om sig.
Hun lærer at se hver Plet af sig selv, hun lærer at elske
hver Plet; og al denne Skønhed, denne Sum af Skønhed skulde
hun bortskænke — bortskænke til en Mand at berøre, at besmitte,
at besudle ... Aa nej ... aa nej.
Og hun lukker Spejlene fastere bag sig, og hun synker hen
som i Rus i sin Andagt: Selvandagten mellem Michéles Spejle.
Der lukker hun sig inde — og ude.
Ti det er netop Tingen: en Mands Egoisme er i det mindste
en Drivfjeder. En Pisk til Handling, vor Spore til at virke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
