Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hed, vendte sig om mod sin Elskede; Sorma, da hun fra Toilette-Værelset rakte
Haanden ud til sin Officers Kys, og græd og lo paa engang og daarligt kunde
faa Ordene frem for Henrykkelse over hans Jubel. Overalt nye Greb ind i
Livets store Skatkammer af blanke Følelses-Udtryk, et friskere, rigere
Billedsprog, en forynget Symbolik! Og for Resten behøver man da slet ikke at søge kun
hos fremmede; vi finder det selvsamme hos vore egne begavede
Skuespillerinder, saa længe deres Kunst ikke er stivnet til Manér, til en evig Gentagen
sig selv. Der spillede f. Eks. forleden Aften en Debutantinde, Frk. Gollin,
Angelique i Moliéres „Indbildte Syge4 (paa Dagmarteatret). Angelique og
Cleante elsker hemmeligt hinanden; og i en hel Del Menneskers Paahør skildrer
nu Cleante forblommet, hvordan han lærte Angelique at kende, hvor
vidunderlig, vidunderlig dejlig og god, han syntes, hun var, og hvor han har
elsket hende fra første Stund. Paa det Sted, hvor han saaledes berømmede
sin Elskede, rystede Frk. Gollin, ganske svagt, lidt afværgende paa Hovedet, og
saa saa’ hun over paa Cleante, undselig, bevæget, lykkelig,–––––ja! Ord om-
skriver altfor plumpt dette lille stumme Spil; ti det var jo netop Udtryk for
en Sindsbevægelse, som endnu ikke var kommen fuldt til Bevidsthed; men i et
Nu og hundredfold mere overbevisende end en lang Sætning sagde hin Gebærde
og hint Blik saadant noget som: „Aa, hvor Du overdriver, Du, — men hvor Du
er sød, fordi Du overdriver!”
Hvem har truffet blot saadant et lille, ikke helt afjasket Træk i de Hrr.
Elskeres Spil? Jo, da Kainz var her første Gang. Hans Erotik syntes ikke at
være af fineste Kvalitet. Den lignede nok saa meget Brunst som Tilbedelse; og
vi Nordboere ynder kun daarligt, at nogen ikke ser op til den Kvinde, som han
elsker. Men forelsket paa sin Vis syntes han i alt Fald; hans Voldsomhed greb
én som Alvor, gled én ikke forbi som Kunster til et æret Publikums lunkne
Underholdning. Ellers derimod? Ak, man kan søge viden om uden at finde.
Et Par Maaneders Studierejse førte mig i Fjor til en ret artig Hoben tyske og
østerrigske samt et Par italienske Teatre. Overalt var der i Elskerrolleme
kønne Mandfolk, Mænd, hvis Figur, Fysiognomi, Stemme kunde vække hos
Dameverdenen den mer eller mindre ubevidste Sensualitet, som forklæder sig
til det bekendte „Sværmeri” for Skuespillere. Men af Mænd, der paatvang
én den Tro, at de elskede? — ikke én. Indtil jeg en Aften sad i Burgteatret
og saa’ Freytags latterligt overvurderede „Journalister”. Den glade, kække
unge Hovedfigur spilledes af en Herre med store Fødder (Hartmann hed han),
med en daarlig Hoftebygning, saa han fik en underlig roende Gang, og med et
Par vel lange Arme, der ovenikøbet fægtede græsselig meget om. Naa, men
der var noget lyst, godlidende, vindende over ham (en i aandelig og legemlig
Henseende adræt Udgave af vort Kgl.s Skuespiller Madsen); og man fulgte
uden Kedsomhed, men ogsaa uden dybere Deltagelse, hvorledes han nok vilde
blive nødt til at slaa sig af Hovedet baade den smukke Enkefrue, som han
længe havde sværmet for, og den smukke Livsstilling, som han havde vundet
sig. Indtil, ved Stykkets Slutning, den smukke Enke pludselig stod foran ham
og spurgte, om han vilde have baade hende og Livsstillingen: saa kastede
Mennesket med de lange Arme sig paa Knæ og klappede i Hænderne og greb
Enkens Hænder og klappede ogsaa med dem, og stoppede i én Sætning af
Graad, i den næste af Latter; det var Graad og Latter og Tale som uden
rigtig Sans og Samling altsammen .... Og man sad selv mellem Smil og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
