Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oktober—November - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Trtarer, og det för én gennem Hovedet: at hvis den smukke Dame deroppe nu
ikke henrykt kastede sig om Halsen paa denne uforligneligt elskværdige
Mand (hvad hun for Resten gjorde), saa var hun ikke bedre værd, end at
hendes Moder burde aldrig have født hende ....
Det skal, siger Skumlere, holde haardt, før en Herre bringes til i sit
stille Sind at erkende, at en indtagende Dame ubetinget gør Ret i at kaste sig
om Halsen paa — en anden Herre. I alt Fald i vore Teatre er de ikke altfor
anndeligt forkrøblede Mænd ret vel garderede mod at overrumples af den
Erkendelse, — som for Resten er saare fornøjelig, naar den kommer, og ikke
uden Nytte......
Men ... hvis et Slægtled af Skuespillere ikke formaar at fremstille
illuderende en saa almindelig Sindstilstand som Forelskelsen, hvad tør man saa
vente sig af det i Fremstillingen af langt sjældnere Lidenskaber? Der staar
Folk og banker paa Teaterporten og synger i Bas og Diskant: „Luk-op, luk-op,
luk op for den store Pietrö!* For Tragedien? Ja men hvem kan give dens
voldsomme Stemninger Udtryk, som slaar ned i Publikum, som tænder, river hen?
Det er jo dog ha&bløst at tro, at naar blot Scenens Kunstnere kunde finde
rigtig den gamle „Stil“, den, man brugte herhjemme i den Øhlenschlægerske
Tragedies Glans-Periode, saa kom det vidunderlige. Ved „Stil* maa man vel i
dette Tilfælde mene: et bestemt Indbegreb af Tonefald, Miner, Gebærder,
Anstandsregler, kort sagt, et Indbegreb af Kunstmidler til at fremkalde Dlusion.
Og den gamle „Stil* — hvad er saa den andet end de tildels udslidte Træk,
forbrugte Fif, „opdagede* Illusions-Vækkere? Nej lige stik imod gælder det
nok om at skabe en ny „Stil*, og som jævnlig fornyer sig. Her er Rhodus,
hvor der skal springes — eller ogsaa faldes!
Af Tragedier opførte det kgl. Teater Erik og Abel. Stykket bæres af hin
frodige Retorik, som vugger og vugger gennem alle Øhlenschlægers
versifi-serede Arbejder, lig et solblankt Sund i bløde Dønninger. Og dets
Dannevirke-Minder rører vemodigt Hjærterne. Men i sin Menneske - Skildring er det saa
forunderligt udansk. Tænk tilbage paa vort Folks politisk eller religiøst eller
kunstnerisk bevægede Mænd og Kvinder, og se en Gang, om Fællestræk hos dem
gaar igen i Kong Eriks og Hertug Abels og lians Datter Sophies Fysiognomier!
Man kunde kalde dette Skuespil (som adskillige andre af Øhlenschlægers): en
unational Tragedie om et nationalt Æmne og et nationalt Milieu. Ikke saadan
at forstaa, som om Digteren ikke nok havde „tænkt* paa danske Mennesker,
medens han skrev. Det kunde maaske godt paavises, at Trekløveret
„Erik-Abel-Lauge Gudmundsøn* egentlig skal betyde f. Eks. Konstellationen
„Øhlen-schlæger-Grundtvig-Baggesen*. Men Øhlenschlæger havde nu en Gang ingen
stærk Interesse for Mennesker og ingen stor Menneskekundskab. Naar han
altsaa digtede sine Skuespil, skød gærne Fantasi-Billeder sig ind i de levende
Modellers Sted. Og Fantasi-Billeder af Karakterer vil altid og ufravigeligt sige:
Reminiscenser fra Læsning. I Erik og Abel er Reminiscenseme engelsk-tyske.
Ikke første og anden Haands Erindringer fra Shakespeare: hans dominerende
Indflydelse er overhovedet langt kortvarigere i saavel vor som den tyske
Drama-Digtning, end Literaturhistorikeme endnu er kommen under Vejr med.
Nej, men første og anden Haands Indtryk fra engelske smaa Profeter: fra
saa-danne Repræsentanter for den engelske Tragedie som den „guddommelige*,
d. v. s. den krampespændt opstyltede Hofpræst Young (1681—1765), fra saadanne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
