Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Karl Larsen: Et gammelt Minde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og tæller, efter et Greb i den højre, med en Færdighed som en
Bankkasserers, Byttepengene op paa Bordet i en lang Række,
hver Mønt for sig, de smaa inderst, de store yderst;
Drikkepengene, der skydes hen til ham, visker han ned i Haanden, som
var det en Brødkrumme, han tørte af Bordet og er i samme
Øjeblik borte; endnu sender han kun Eleverne et Blik, om at de
efter bedste Ævne er Herskaberne behjælpelige ved Opbrudet. Og
naar et Selskab da gaar forbi de bukkende unge Mennesker, mens
Overkellneren staar alene i Baggrunden, saa gør han en let
Kompliment uden hverken at kunne fiaa eller vente nogen
Genhilsen. Det er blot overfor sig selv, at han visa- sine Gæster den
sidste Formfuldhed. —
Min Oksefilet var stegt paa Spid og bævrede for Kniven,
som om den havde været levende, hvert et Stykke af det saftige
Kød ligefrem smeltede paa Tungen, Chateauvinen var fuldendt
tempereret. Det var i en virkelig behagelig oplivet Stemning,
jeg gik ind i Salonen ved Siden af for at ryge en Cigar. Dér
møder det elektriske Lys mig endnu en Grad mere dæmpet ved
endnu lidt dunkiere Glas. Alt herinde er af Egetræ og betrukket
med grønt Klæde; der staar et stort bredt Bord i Midten med
højryggede Stole om, Lænestole og mindre Borde ude i Lokalet
Paa Væggen midt for hænger en Mængde engelske, amerikanske
og andre Aviser i en lang Række under Porcelænsplader med
Navnene paa. To Herrer sidder ved et Skakbord og spiller i
største Tavshed.
Jeg tænder en ægte Cigar og løber med Øjnene ned ad en
Avis men lader den hurtigt synke. Lænestolen er magelig uden
at være blød, Cigaren smager fortrinligt, men medens den langsomt
bliver til Aske, føler jeg mig lidt efter lidt saa uendelig nedstemt.
Hvad har jeg taabelige Menneske egentlig villet her? I denne
Luft af Tavshed og Tjænere, med disse andre Fremmede for Øje,
der lever i en Verden for sig og ikke saa meget som vender paa
Hovedet, om jeg kommer eller gaar!
Og var jeg saa dog ikke netop taget ud for at finde
fuldkommen Ro og Mennesker, hvem jeg ikke kunde komme til at
skylde andet end Penge? Havde jeg ikke længtes efter Folk at
gaa omkring iblandt, som blot forlangte at være i Fred for saa
ogsaa at lade mig gaa ganske for mig selv! Var det ikke netop
derfor, jeg nu i Maaneder havde flakket rundt i et fremmed Land
og var bestemt paa at slaa mig ned der for længere Tid?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
