Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligesaa vel som hans oprindelige Maria spilles tilfredsstillende uden stor
.Teknik’. Et lykkeligt ungt Ydre, en sympatetisk Stemme og nogen Intelligens eller
Instruktion er tilstrækkeligt
Fru Hennings saa’ nydelig ud, mindede med sin rødblonde Frisure en
Del om Maria Stuart-Portræter. Og hun førte sig i 1ste Akt roligt, meget for
roligt. Siden trængte hun Figuren mer og mer over i det, som vi nu til Dags
forstaar ved „rørende’, over i hint blide smeltende, som Schiller ikke for sin
Død kunde fordrage. „En ædel og mandig Smag holder den Slags udenfor
Kunsten’, skrev han. Da Fru Hennings sagde Tyendet sit sidste Farvel, var
hun endda lutter dvælende Tableau-Mildhed! Lige stik imod havde hun saa
i 3die Akt spillet det store Optrin med Elisabeth i hidsig Arrigskab. Hun
var her beundringsværdig energisk, hun formelig smeldede Replikerne ud. Men
baade den uskønne Stilling (halvt fremad bøjet, med Albuerne ind mod Siderne)
og Tonefaldet var desværre lige saa u-sehillersk, som i andre Scener Sødligheden.
Man forstaar imidlertid, hvad der har ledt Fremstillerinden paa Vildspor. Der
siges f. Eks. et Sted om Marias Portræt, at det var „von rflhrend wundersamen
Reiz“: skal altsaa Maria ikke gjøre et „rørende’ Indtryk? Nej. Thi Ordet
„rflhrend’ brugte Schiller som oftest ganske neutralt, omtrent som vi siger
„betagende’; „Ruhrung" betød i hans Mund: Stemning, Sindsrørelse, aldeles uden
Hentydning til, af hvad Beskaffenhed Stemningen var. En lidt kyndig
Instruktion burde have gjort opmærksom hérpaa. Og lige saadan burde den have
forklaret, hvorledes Schiller tænkte sig Marias Raseri overfor Dronning Elisabeth.
Der staar lige foran Marias Udbrud: „von Zom glflhend, doch mit einer edeln
Wflrde’. Slaa op i Schillers bekendte Afhandling „Uber Anmuth undWflrde*,
og De vil finde: at ædel Værdighed var for ham „den Ro under Lidelser, som
nærmer sig til Ynde og Skønhed*. Laokoon-Figuren, saaledes som Lessing og
Winkelmann fortolkede den, blev i en vis Forstand hans tragiske Ideal, efter
at hans Gæringstid var overstaaet. Dette: at medens maaske ens Lemmer
skælvede af Vrede eller Smerte og ens Bryst bølgede, man dog havde skyfrit
Blik og Pande og bevarede Herredømmet over sine vilkaarlige Bevægelser, —
det var, efter hans Begreb, Kendemærket paa fornemt anlagte Naturer, dermed
udstyrede han Helte og Heltinder. Saadan noget maa man vide, naar man vil
spille Schiller.
Forresten er der ingen Grund til at tale videre om Udførelsen, og heller
ikke om Stykket. Det har i 5te Akt en scenisk Effekt, som et Teater trygt tør
forlade sig paa; men vor egen Øhlenschlæger har (og netop fra sin Skolegang
hos Schiller) lige saa paalidelige sceniske Effekter. Fremdeles har det
Schil-lerske Stykke, hvor Situationerne har revet Digteren med, en skøn og
sandfærdig Lyrik; men hos vor egen Øhlenschlæger er Lyriken ikke mindre
sandfærdig og skøn, — Eigils henrivende Kærlighedsudbrud i „Stærkodder* f. Eks.
tør frejdigt maale sig med Marias Friheds-Hymne, som vistnok har været dets
Forbilled. Og adskilligt i Maria Stuart er saa som saa. Den møjsommeligt
sammennittede Plan falder fra hinanden, blot man ser paa den; vigtige
Forhold (Marias Stilling til Leicester f. Eks. og hendes pludselige Omslag i 5te Akt
til Døds-Beredthed) er ladt ganske uforkkrede; Karaktertegningen er ikke just
fin eller indgaaende. Paa meget af Stykket passer en Betegnelse, som man
anvender undertiden overfor Musikværker: det er „god Kapelmester-Musik’.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
