Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
Teatrene.
eller med andre Ord: hele 1ste Akt igennem burde den have tvunget
den unge Frues Forelskethed frem i Forgrunden. Vilde maaske det
have været ugørligt? Kunde ikke Fruens Rolle have været spillet og
kunde ikke alle Aktens Scener have været arrangerede, saa at vi bestandig
havde følt, at enten nu Fruens Udkaarne var upaalidelig eller ej, saa
elskede hun ham, elskede ham, troede paa ham, længtes til hamy var
hans og vilde være hans? Herregud, der er jo til syvende og sidst
ingen anden Motivering mulig af en Lidenskabs Tilstedeværelse, end at
den er der. Gøre det „forstaaelig^, at en Kvinde elsker en Mand,
formaar intet i Verden; vi tror, naar vi ser. Men — — Forfatteren
havde selv sat sit Skuespil i Scene; og naturligvis havde ban ikke instrueret
klogt, hvor han havde skrevet galt. En uklog Instruktion har desuden
nemt kunnet finde villige Øren hos den unge Frues Fremstillerinde, Fru
Hennings. Thi rigtignok har Fru Hennings et ualmindelig sikkert
Teater-Instinkt; men i Stykket her var der noget, som maatte forvirre
det. Man tør vist nemlig gaa ud fra, at de fleste Skuespillere, naar de
skal udarbejde en Figur, lader sig i høj Grad bestemme af, hvorledes
Figuren optræder til allersidst. De saa at sige begynder ikke, naivt og
resolut, med Begyndelsen; nej, de begynder med Slutningen, for saa
vidt som de straks indretter og læmper deres Opfattelse efter den. Og
nu var der til allersidst i Anna Bryde følgende Mærkværdighed. Efter
at Fru Anna Brydes Forelskelse i Kaj Warming er bleven taget saa
alvorligt af hende selv, at hun vil baade forlade sin Mand og dræbe sig,
og efter at den er bleven taget saa alvorligt af Manden, at han vil dræbe
baade sig og sin Rival, kommer der pludselig, ligesom Tæppet skal til at
falde, trippende en Snes smaa Repliker om, at det kan saamænd blive
godt engang endnu mellem Hr. og Fru Bryde! Det er ikke Umagen
værd at spilde to Ord paa en saa forloren Klap-Finale. Men mon ikke
Hensynet til den kan have gjort Fru Hennings tilbøjelig til at holde sit
Spil i 1ste Akt saa vegt og køligt? Hun har sagtens tænkt, at hun
ved et lidenskabsløst Ankeg af Rollen vilde lade Slutnings-Optrinets
Omvendelse komme til at tage sig mindre skærende usandsynlig ud. Det
morsomme var saa blot, at da det afgørende Øjeblik kom, turde hun
alligevel ikke forlade sig derpaa. Hun satte en voldsom Effekt ind.
kastede sig med ét bagover, spærrede Øjnene forvildet op, talte næsten
rallende. Et ypperligt Fif til at aflede Folks Opmærksomhed fra, at nu
changerede Figuren! Men det samme Fif kunde da for den Sags Skyld
have været anvendt og kunde have gjort samme Nytte, dersom Figuren
fra først af var bleven fremstillet som stærkt forelsket. . . .
Lige saadan burde Indstuderingen have søgt at borteskamottere
Stykkets alt for store Bredde. I næsten hele Iste Akt og i den første
Halvdel af 3die Akt kommer man ingen Vegne; de optrædende
Personers Stemning marscherer paa Stedet. Til at dække over saadan
en Stillestaaen har Skuespilkunsten kun ét Middel, Tempoet. Hvis
Figurerne deroppe paa Scenen synes urolige, spændte, nervøse, vil
Publikum let blive grebet af Uroen og komme til at indbilde sig, at der
sker noget. Havde nu et „nervøst* Tempo maaske været uberettiget her?
1 1ste Akt er Situationen den, at man en Aftenstund lige har faaet at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
