Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
265
vide, at Ægtemanden kommer hjem næste Dag. Den nette Hr. Elsker
bliver frygteligt forhippet paa at benytte den korte Frist efter sin
Længsels Natur; Fruen vakler mellem sin Tvivl, sit Retsind, sin Ømhed;
og endelig sidder der en tredje Person, Ægtemandens Hjertensven, og
aner ah og søger at afværge . . . Naa, det er da ikke just en
Hverdags-Situation! disse tre Mennesker har da mere paa Sinde, end
f. Eks. tre Nationaløkonomer, der diskuterer Udsigterne for „Frejr".
Alligevel bevægede Personerne sig paa det kgl. Teater og samtalte saa sindigt,
som om ogsaa de bare mundhuggedes lidt om en „Frejr"!— Og i
Begyndelsen af 3die Akt er Situationen den, at om et Øjeblik skal
Ægtemanden og Elskeren duellere paa amerikansk. Hvad der saa vil blive
af Fruen, er ikke let at vide; men godt vil det næppe gaa hende.
Ægtemandens Hjertensven, den hjertensbrave og hjertenskloge Ræsonnør,
udfylder Pavsen; han søger at faa Duellen afvendt med pæne
Talemaader. Hr. Mantzius sagde disse Talemaader saa udmærket
dagligdags naturligt og forstandigt, som han sagde alt, hvad der var lagt den
benaadede Ræsonnør i Munden. Og han førte sig med en vis resigneret
Stilfærdighed. Men ... ja, naar man saadan ligesom det næste Øjeblik
skal være med til at sætte maaske to, tre Menneskeliv overstyr, og man
gerne vil undgaa det, monstro man saa dog ikke kunde blive lidt
ivrig, hurtig, febrilsk i baade Tale og Bevægelser, uden at det
ge-raadede Ens Naturlighed til Skade paa gode Navn og Rygte?
Imidlertid og endnu en Gang: Forfatteren havde selv sat Stykket
i Scene. Han fik det gengivet, som han havde skrevet det, — og
Teatret gik Glip af den Sukces, som hans Navn, hans Vid og det meget
dygtige i Karakteristiken syntes at love. Ja, der kan naturligvis
ikke føres et haandgribeligt Bevis for, at en anden Iscenesættelse vilde
have givet et bedre Resultat. Men det er ogsaa nok, hvis man blot kan
faa vakt en Følelse af, at en Teaterskribents og et Teaters Interesser paa
ingen Maade altid falder nøje sammen. Der hersker i visse Krese
en Tilbøjelighed til at betragte Teatrene som en Slags
Eksperimentere-Sale for Forfatterne. Medens man saa smaat har vænnet sig af med
at se „literært* paa Maleri, kan man slet ikke blive den Vane
kvit at se literært paa Skuespil. De allerfleste Skuespilforfattere har,
medens de skrev, uvilkaarligt henvendt sig til Læsere; disse paa Læsere
beregnede Arbejder forlanger man saa ført uforandrede og uforfalskede
frem paa Scenen. Og dog er der de hundrede Ting, som kan være
fortræffelige, nødvendige eller i alle Fald ligegyldige i en Bog. og som bliver
overflødige, unyttige eller endog skadelige, naar man vil bevare dem paa
Teatret Fejlgreb, som ikke ænsedes af Læseren, gør Tilskueren ked
og uvillig. Et Skuespils Teater-Lykke kan bero ikke alene paa, at der
stryges og omlægges, saa at det gaar Forfatterens Faderkærlighed til
Marv og Ben, men ogsaa paa, at man rent ud trodser hans Anvisninger
og fordeler Lys og Skygge anderledes, end han har tænkt sig.
Teaterhistorien kender saamænd endda et berømt Eksempel paa, at en ma?gtig
Sukces blev opnaaet ved, at man fremstillede et Stykkes to tragiske
Hovedfigurer som — komiske! Det skete i Paris 1823. Der indstuderedes et
skummelt og kedeligt Melodrama, hvis Forfattere mente i det mindste at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
