Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266
Teatrene.
have skrevet en ny „Gid". Frederik Lemaitre, Romantikens Skuespiller-Geni,
kunde ikke faa Skik paa Stykkets skrækindjagende Hovedperson: og saa —
faldt han pludselig paa at tage Figuren som en Art Bajads, og han
overtalte Indehaveren af en anden, højst alvorlig Rolle til at gøre
ligesaa. Paa Forestillingsaftenen, medens ellers det ganske Melodrama
blev ageret i kulsort Stil, traadte da disse to frem som et Par forsorne
Galgenfugle. Forfatterne rasede, den ene af dem tilgav aldrig Lemaitre.
Men ... Opførelse fulgte paa Opførelse, Publikum var begejstret, de to
Skikkelser, som Lemaitre og hans Kammerat havde skabt, blev hele
Stadens Fryd. Var der saa egenlig noget tabt, eller var der vundet en Del ?
Ja, den Anekdote stiller Forholdet paa Spidsen. Men des
tydeligere viser den maaske, at et Teater virkelig tit kan have Aarsag
til at krydse en Skribents Hensigter. Teater-Opførelser foranstaltes jo
da endelig ikke blot til Fornøjelse for Forfatterne eller som en Hyldest
til deres Minde. I det mindste burde de alene foranstaltes til Gavn og
Glæde for Publikum.
Den falske literære Respekt tynger i øvrigt
Klassiker-Opførelserne aller værst. Mange af de saakaldte klassiske Værker er blevne til
paa Tider, hvor Skuepladsen havde en helt anden Indretning end nu,
hvor Folk forlystedes af helt andre Kunstgreb end nu, og de er fyldte
med deres Tids Modesprog og med Allusioner til deres Tids Tilstande.
Alligevel tør Teatrene snart sagt ikke flytte en Tøddel i dem. Det
er, som man var bange for, at det paagældende Digterværk skulde
forsvinde af Jordens Overflade, dersom man, hver Gang man spillede det,
læmpede det nænsomt efter Øjeblikkets Behov. Derfor faar disse
Teaterstykker stadig Lov til at sejle som med Lig i Lasten. Løjerligt
nok ellers! den eneste Klassiker, overfor hvem man saa smaat har ladet
sine gale Skrupler fare, det er den største af dem alle, Shakespeare.
Hans Stykkers store Længde og deres hyppige Sceneforandringer gjorde
det uundgaaeligt nødvendigt, troede man, at omlægge Scener og at udelade
og beskære. Ens Tro var en Overtro. Hvis man nemlig blot vilde
benytte sig af saa nemt et Middel som nogle malede Mellemtæpper, og
hvis man vilde give Afkald paa de fortvivlede Mellemakts-Pauser, skal
man meget godt kunne spille omtrent alle Shakespeares Stykker,
uforkortede , paa tre, halvfjerde Time og med ganske faa Tæppefald. Men
nok sagt, her har Overtroen da for en Gangs Skyld skaffet lidt Frihed
og Friskhed. Tag derimod en af de andre klassiske Digtere, tag f. Eks.
her hjemme Holberg. At man skulde turde røre saaledes ved ham? at
man skulde turde vove at fjerne det i hans Stykker, der er dødt, for
at faa det i dem, der er levende, til at leve saa meget des lettere og
gladere? Helligbrøde selvfølgelig! crimen læsæ majestatis!
Nu sidst havde det kgl. Teater indstuderet Don Ranudo igen. Folk
har brudt deres Hjerner med at udfinde, hvorfor i Alverden Holberg lige
siden 1723 blev ved og ved at bebude det Stykkes Udgivelse, og saa
dog først udgav det godt en Snes Aar efter. Den naturligste Forklaring
er vistnok den, som han nævnte selv, da Stykket endelig udkom: han
har villet omarbejde det. Og sandsynligvis har han villet omarbejde det
fra en 5 Akts til en 3 Akts Komedie. Ikke blot foretrak han jo efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
