Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Holger Drachmann: Fanø, o Fanø —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fanø, o Fanø —
511
Et udmærket Familieliv. Har der været Rivninger, Kurrer
paa Traaden, Scener––saa forsoner Adskillelsen. Man luvslider
ikke det ægteskabelige Vadmel ved denne evige Gniden sig op ad
hinanden. Han kommer____man genses og glædes. Han er
borte .... og der er Tid til Eftertanke paa begge Sider. Har hun
sagt ham for haarde Ord, medens han sidst var hjemme — saa
ligger nu den myndige Kone alene i sit Væggeskab, i den højt-
opredte Alkovekøje––og gennem de mørke, stormende Nætter
tænker hun paa ham, der maa døje og dyste, slide og vaage —
og uvilkaarligt lærer hun Børnene Respekt for denne Mand, hvis
Liv er svært og farefuldt.
Der er ikke for Børnenes Vedkommende denne Klyngen sig
op ad en Slobrokspapa — som bliver pirrelig ved lutter Kærtegn,
og som tit fordærver en rask Dreng ved altid at forudsætte
ham syg. •
Drengene ved, at Far er borte — længe ad Gangen — at
det er hans Gerning — den, de selv tager i Arv. Og Pigerne
ved, at Mor er Mor, og at de selv skal tjene deres Brød efter
Konfirmationen. Saa bejler maaske ogsaa en Søgut til dem —
og saa bliver de „Mor i Huset".
Uendelig simpelt og lidet sammensat, sundt, naturligt —
lykkeligt,
Fanø, o Fanø......
Mod dette saltvandsduftende Solskin staar mangt
Købstads-Familieliv som det tunge, ferske Graavejr.
Jeg skulde indfri mit Løfte, synge dig en Sang, du lille
fredelige 0, med dit hvide Flyvesand, din grønne Bølge, dit blaa
Hav, dine frugtbare Græsgange og din øde Hede.
Jeg kunde fristes til at synge den som en „Selskabssang" —
til Ære for det gæstfri Hjem, hvori jeg var optaget mere som et
Medlem af Familien end som en tilfældig fremmed.
Kun frygter jeg for at sætte mine fortræffelige Værtsfolk
— Kaptajn R., hans Hustru og Datter — i Forlegenhed. Thi
foruden mange andre Dyder af den Slags, som nu maaske kun
findes paa saadanne smaa idylliske Øer, syntes de mig at besidde
den allersjeldneste moderne Dyd: Beskedenhed. Og hvorledes vilde
deres Beskedenhed stille sig ved at se deres daglige Levevis,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
