Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Sven Lange: En Æstetiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
538 En Æstetiker.
havde færdedes bravt omkring i den brogede Fiskedam, som
hedder Verden, havde set den, som den var, — og Indtryk og
Erfaringer af mange Arter havde skænket ham den bitre Visdom,
som er alle Tings Ende; han havde nu naaet den nøgne Bund, —
men her var i alle Fald sikker Grund at gaa paa; — Resultatet:
den dybe og klare Lede, den stille Træthed, som ikke har anden
Ende end Døden, den havde nu sneget sig uhjælpelig ind i hans
Sjæl. Og da han først havde indset, hvordan det stod til med
ham, slog han sig villig tiltaals.
Som et sidste Eksperiment havde han opholdt sig en
Vinter og et Foraar i Italien, men han havde kedet sig frygteligt:
Alt forekom ham banalt, og Humbugen, syntes han, ståk sit
spottende Hoved frem, hvor han saa hen. Intet var ægte, ikke
engang Katolicismen. — Nu vilde han hjem, begrave sig i sine
Dyner, læse Romaner af Dumas pére og bruge Morfin: saa havde
han da Haab om at kunne tilbringe sine sidste Aar paa en
udholdelig Maade: som fornøjet Idiot. Men Vejen vilde han ikke
lægge over den evige Comosø, som havde irriteret ham saa meget
sidst; han vilde prøve Gardasøen: der kom »ingen, og der var
Baedeker mindst begejstret.
Nu var han altsaa her i det lille, rolige Riva, og i Grunden
befandt han sig ret vel. Naturomgivelserne syntes ham saa
fordringsløst banale og Befolkningen saa tilpas kedsommelig, at den
ikke irriterede ham. Den meste Tid tilbragte han oppe paa sin
Veranda; der sad han Time efter Time lænet tilbage i sin Stol
med en udslukt Cigar i Munden og saa ud over Landskabet foran
sig med svagt missende Øjne, — og i hans Sjæl fødtes langsomt
uklare Tanker, blege Drømme om Fordybelse i denne stille, kølige
Natur, om af den at lære den høje Ro, den dybe Apati, som
nu ene syntes ham Livets Lykke, og som netop er dens Væsen.
Eller han tog sin Goethe frem og bladede i de italienske Breve;
deres kloge, rolige Tale, der syntes beslægtet med Naturen omkring
ham, vuggede ham ind i en tyst og sorgfuld Ro, hvori der var
Resignation, og hvori der kun var ringe Bitterhed. — Og Dag
gik efter Dag, og han rejste ikke; han havde jo heller intet at
haste efter.
Henimod Aften plejede han at gaa ned til Havnen, hvor
Byens Befolkning samledes efter Dagens Hede og Anstrengelser.
Han gik da tavs og alene omkring, tilknappet og overlegen som
altid, — og hans lange, tynde Skikkelse i det lysegraa Rejsetøj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
