Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - September - Niels Møller: Robert Browning: Ringen og Bogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
683 Robert Browning: Ringen og Bogen.
Der kunde skrives en spændende Kriminalhistorie om Guidos
Forbrydelse; Browning har sigtet højere og valgt sig et
vanskeligere Hverv. Han behandler den Franceschiniske Sag i ti
Mono-dramer eller Taler, der lægges i Munden paa en Række Personer,
udenforstaaende eller Folk, som er indviklede i Sagen. Det er et
Kor af Røster, som gensidig anklager og forsvarer hinanden; man
hører Bruset af Mængdens Mumlen og Folkets Domme,
Hovedpersonernes Stemmer løfter sig i Skrig eller dør hen i Suk eller
strømmer i hed og heftig Tale. Der lyder en Røst som fra en
bred Himmel og et Hyl fra Afgrundens Dyb, til de stærke
Stemmer atter sluges af Mængdens Kaglen og Kævlen og Latter
og løse Snak. Den enkeltes Beretning og Dom forvanskes af
Ordenes Vanmagt og farves af Sympatier, Interesser og glippende
Viden; men af de forskellige Vidnesbyrds Ring af rødt eller grønt
eller blaat samles og fødes Sandhedens hvide Lys.
Browning har ikke villet virke ved Spænding; han lægger
straks i Indledningen Kortene paa Bordet, fortæller, hvorledes
han fandt Bogen og blev grebet af den, gør Rede for Sagen og
lader sine Personer træde frem i de Situationer, hvori de skal tale.
Digtet begynder Dagen efter Mordet. Pietro og Violantes
Lig blev udstillede i Kirken San Lorenzo i Lucina, og fra Morgen
til Aften mylrede Folk til og masede paa for at se dem. En af
disse Tilskuere, en værdig Borgermand, træffer ved sin Bortgang
paa en Kending og forklarer ham Sagen, mens de følges ned ad
Gaden i Tusmørket og søger at holde sig udenfor Trængslen.
Han ved straks at skelne mellem de sorte og hvide Faar. Guido
har helt og holdent Retten paa sin Side. Er han ikke bleven
skammelig behandlet? Violante lokkede ham til at ægte
Pompilia; han havde ventet en rig Medgift, men Svigerforældrene
havde ikke stort andet end Gæld; de bragle Kævl og Forstyrrelse
i hans Hus, og da han endelig jog dem ud, aabenbarede Violante,
at Pompilia var et Skøgebarn, for at hævne sig og faa Medgiften
igen. Han kunde saa have kastet Konen paa Gaden; men han
var skikkelig og beholdt hende. Hvordan lønnede hun ham?
Ved at løbe bort med Præsten og tage Guidos Penge med. Han
kunde ustraffet have dræbt begge de skyldige i Castelnuovo; men
han bøjede sig for Loven og lod den dømme. En rar Dom!
hverken Fugl eller Fisk! Han knurrede ikke, men gik hjem til
Arezzo og bar taalmodig Folks Spot og Haan. Men saa hørte
han, at Pompilia havde født ham en Søn og Arving — eller hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
